Tip os
John Juul Eriksen: - Problemet skal ikke placeres hos kommunen alene
Foto: Flemming Hansen (arkiv)

- Siemens må tage ansvar

Den lokale ildsjæl, John Juul Eriksen, vil have Siemens til at svare på en række spørgsmål om lukningen i Engesvang
17. februar 2017, 12.49

ENGESVANG - For tredje gang indenfor 25 år på den samme beliggenhed lukkes en stor arbejdsplads i Engesvang.

Sådan lyder det fra den tidligere lokalpolitiker og ildsjæl i Engesvang, John Juul Eriksen, som en reaktion på nyheden om, at Siemens lukker sin afdeling i byen.

- Først lukkede Novopan Træindustri sin spånpladeproduktion, så lukkede LM Glasfiber sin vingeproduktion, og nu nedlægger Siemens Windpower så omkring 400 arbejdspladser - alt sammen med adresse på Fundervej i Engesvang, siger John Juul Eriksen.

Når store selskaber træffer beslutninger omkring deres produktion, skal de vedkende sig et ansvar, der rækker ud over det økonomiske ansvar overfor deres ejere, mener Juul Eriksen.

- I det aktuelle tilfælde omkring Siemens beslutninger i Engesvang drejer det sig i første omgang ansvaret for de ansatte. Men den tyske industrigigant har også et samfundsmæssigt ansvar og et erhvervspolitisk ansvar. Som en respekteret virksomhed i vores kommune bør Siemerns derfor være åben omkring sine beslutninger og sit ansvar.


Tre spørgsmål til virksomheden

Som borger i Engesvang og i Ikast-Brande Kommune beder John Juul Eriksen Siemens Windpower offentligt besvare disse spørgsmål:

1. Hvad gør man for at sikre, at de afskedigede folk får et andet arbejde eller en relevant efteruddannelse?

2. Hvilke planer har man omkring de overflødige bygninger på to forskellige adresser i byen?

3. Hvilke planer og overvejelser har man gjort sig omkring nye produktioner eller nye erhverv i stedet for den produktion, man nu opgiver?

- Offentligheden må kunne forvente, at en virksomhed som Siemens kan svare på disse spørgsmål, siger Juul Eriksen.

- Internationale virksomheder påtager sig et meget stort ansvar overfor samfundet, når de træffer beslutninger, der vedrører deres forretninger. Siemens overtog et forladt, tomt og grimt industrikompleks i Engesvang. Man har opbygget et flot nyt kompleks og en meget stor respekt på grund af den måde, man har været virksomhed på i vores by. Vi har kunnet følge med i, hvad der skete. Nu rykker man ud af byen, og Siemens er ikke længere en fysisk virksomhed i Engesvang.

Derfor bør Siemens forklare løbende, hvilke overvejelser, man gør sig, og hvilke beslutninger, man træffer.

Ikastegnen har ført måttet lægge ryg til alvorlige ændringer i eksisterende industrier - og har klaret udfordringerne.

- Men problemerne skal ikke placeres hos kommunen alene denne gang. Det er Siemens, der har truffet beslutningerne. Det er Siemens, der må påtage sig ansvaret og vise deres kunnen ved at komme med løsninger på både de sociale, samfundsmæssige og erhvervspolitiske problemer, som et moderne firma i en global virkelighed skaber.

- Jeg tror på, at Siemens vil være sig sit ansvar bevidst og ser frem til åbenhed og beslutsomhed fra firmaet, der har evnen og kræfterne til det og nu må vise viljen.


Ordet er dit