Tip os
Foto: Rasmus Viuff

145 Siemens-fyrede har fået nyt job

145 medarbejdere har fået nyt job efter varslet lukning af Siemens vingefabrik i Engesvang
15. maj 2017, 15.55

ENGESVANG Der er stor efterspørgsel efter medarbejderne fra Siemens Wind Power´s vingefabrik i Engesvang, der lukker til sommer. Ikast-Brande Kommune og virksomheden arbejder tæt sammen, og resultatet er, at 145 ud af 440 opsagte medarbejdere allerede har fået et nyt job. Ingen medarbejdere er opsagt til fratrædelse før den 1. juli 2017, skriver kommunen i en pressemeddelelse.


Et godt og tæt samarbejde

På Rådhuset i Ikast er der nedsat en koordinationsgruppe, som består af repræsentanter fra Ikast-Brande Kommune, Jobcenter Ikast-Brande, Arbejdsmarkedskontor Midt- og Nordjylland samt 3F. Gruppen arbejder tæt sammen med ledelsen på Siemens og skal understøtte en god opsigelses-proces for medarbejderne på fabrikken i Engesvang.

I samarbejdet er der fælles fokus på at opsagte medarbejdere kompetenceafklares, så de kan tilbydes den bedst mulige efteruddannelse i opsigelsesperioden, og at virksomheden - under hensyntagen til den fortsatte produktion - er positivt indstillet på at lade medarbejderne deltage i IKUF kurser og andre job-tiltag i opsigelsesperioden.


Et fleksibelt tilbud

Jobcenter Ikast-Brande har etableret et lokalt kontor på Siemens og tilbyder samtaler til de medarbejdere, der ønsker at få job- og uddannelsesvejledning. Det gælder også for natholdet, der kan drøfte jobskifte eller uddannelse med medarbejdere fra jobcenteret om aftenen.

- I Siemens er vi glade for det tætte samarbejde med kommunen om at hjælpe vore medarbejdere videre til nye job efter beslutningen om at lukke produktionen i Engesvang. Resultatet er, at 145 allerede har fået nyt job, og flere virksomheder har bedt om lov til at lave job-opslag på vore opslagstavler for at komme i kontakt med vore folk. Andre har via LinkedIn efterspurgt vore folk til ledige job. Det er vi både glade for og stolte af, fortæller fabrikschef Anton Kjærgård Bak fra fabrikken i Engesvang og understreger:

- Vi har her i Engesvang engagerede, pålidelige og stolte medarbejdere, som jeg gerne anbefaler til andre virksomheder,

I alt har 235 medarbejdere benyttet sig af muligheden for en samtale og en plan for at anvende opsparede midler fra Industriens Kompetenceudviklingsfond, som støtter uddannelse rettet mod beskæftigelse inden for industrien. Ved samtalerne har omkring 80 procent udtrykt ønske om at deltage i CV- og jobsøgningskurser. Derudover er der også mulighed for at deltage i forløb om aktiv jobsøgning på LinkedIn. Jobcenter Ikast-Brande tager sig også af henvendelser fra arbejdsgivere i hele landet, der har behov for arbejdskraft og koordinerer tiltag omkring de enkelte medarbejdere med landets øvrige jobcentre.

Jobcenteret har fået tilsagn om varslingspuljemidler på i alt cirka tre millioner kroner, som skal bruges til at hjælpe de opsagte medarbejdere videre i deres arbejdsliv.


Ordet er dit