Tip os
Siemens nedlægger 430 arbejdspladser i Engesvang.
Foto: Flemming Hansen

Møllefabrik lukker i Engesvang: Kan kun lave vinger på 53 meter

Siemens lukker sin vingefabrik i Engesvang, da produktionen ikke kan lave de helt store vinger
15. februar 2017, 14.50

Vindmøller Siemens Wind Power har afleveret en tung besked til de 430 ansatte på vindmølleproducentens fabrik i Engesvang ved Silkeborg.

Den tyske koncern har besluttet sig for at lukke fabrikken, og derfor er alle ansatte blevet afskediget.

På fabrikken i Engesvang kunne man producere vinger med en længde på 49 eller 53 meter, mens man i Aalborg kan klare vinger på 75 meter.

Samtidig er der ingen malehal i Engesvang. Det er der i Aalborg, hvor der også er plads til at udvide med nye produktionshaller.

Dermed stopper mere end ti års produktionen af vinger i Engesvang, og i stedet satser Siemens på sine andre produktionsfaciliteter i Brande og Aalborg.

Og selv om man for nylig også har været igennem en fyringsrunde i Aalborg, så er vindmøllevirksomheden fortsat arbejdsgiver for tusinder af danskere. Selv efter lukningen af fabrikken i Engesvang vil Siemens beskæftige 8000 mennesker i Danmark, herunder 6500 i vindmølleforretningen.

- Vi forventer at kunne fastholde vores medarbejdere i Danmark, selv om væksten sker ude i verden. Selv når vi åbner en vingefabrik i Egypten eller Marokko, så giver det eksempelvis arbejde til vores danske fabrik, hvor vi laver møllehuse, siger Michael Hannibal til Ritzau Finans.

Siemens indtog Danmark, da man i 2004 købte det daværende Bonus Energy i Brande.

Efter at varslingen af fyringerne er foretaget onsdag følger 21 dages forhandlinger med fagforeninger og tillidsrepræsentanter.

/ritzau/


Ordet er dit