Tip os
Indsamlingsleder i Engesvang Sogn Hans Jørgen Hansen. ?Privatfoto

Sogne går sammen om indsamling

Engesvang giver Bording en hjælpende hånd med indsamlingen
15. februar 2017, 08.59

sogneindsamling Når der søndag 12. marts over hele landet er indsamling til Folkekirkens Nødhjælp, bliver der i år en fælles indsamling i Bording og Engesvang.

Formand for menighedsrådet i Bording, Erling Østergaard, oplyser, at menighedsrådet der ikke kan magte opgaven i år i hvert fald.

- I det nyvalgte menighedsråd er der mange nye, og lige den opgave at arrangere sogneindsamling, kan vi ikke overskue i hvert fald i år. Desuden er der et sammenfald med ydre missions basar i missionshuset Tabor. Det er i stor udstrækning de samme frivillige, og det kan blive lidt for meget, siger Erling Østergaard.


Hjælp fra Engesvang

Men der bliver alligevel mulighed for indsamling til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Bording. I Engesvang oplyser menighedsrådsformand Hans Jørgen Hansen, at man der vil forsøge at finde ekstra indsamlere, der kan tage i det mindste nogle af ruterne i Bording sogn.

- Vi har haft en fast tradition i Engesvang for sogneindsamlingen, og det er bare et spørgsmål om at finde nogle flere indsamlere. Vi har på tværs af landet et digitalt hjælpe-system med ruteplanlægning og så videre, så det er bare et spørgsmål om, at indsamlere fra Bording kommer til Engesvang og henter indsamlingsbøsserne, siger Hans Jørgen Hansen.

Han oplyser, at indsamlingen i Engesvang i år bliver med flere aktiviteter på indsamlingsdagen. I sognehuset ved kirken vil der dagen igennem være tilbud om kaffe og information om det arbejde, Folkekirkens Nødhjælp udfører i de fattigste dele af verden.

- Det plejer altid at være spændende at overvære, når indsamlerne kommer tilbage og vi tæller. Der er altid lidt konkurrence om, hvilke indsamlingsbøsser, der er flest penge i. I år gør vi det til en reel konkurrence, så der bliver præmier til de indsamlere, der kommer øverst på tavlen, siger Hans Jørgen Hansen.

Indsamlingsdagen i Engesvang får en særlig festlig slutning.

I Engesvang Kirke bliver der en koncert med det lokale orkester »Et lille Band«, der spiller egne sange og ballader. Entréindtægterne går til Folkekirkens Nødhjælp. Indsamlerne kommer gratis ind.


Ordet er dit