Tip os
  • 1/: Karen Heebøll, der er ny direktør for sundheds- og arbejdsmarkeds-området, er imponeret over den vi-kan-mentalitet, der hersker i Ikast-Brande Kommune.
    Foto: Henrik Ole Jensen
  • 1/: Karen Heebøll, der er ny direktør for sundheds- og arbejdsmarkeds-området, er imponeret over den vi-kan-mentalitet, der hersker i Ikast-Brande Kommune.
    Foto: Henrik Ole Jensen

Hun er rundet af kommunen

Den ny kommunale direktør Karen Heebøll er født på Sjælland, bor på Fyn og arbejder midt i Jylland
16. februar 2017, 06.56

ikast-brande På skiltet står der - Direktør for Sundheds- og Arbejdsmarkedsog På Tværs-direktør, og indenfor på kontoret kan det konstateres, at den ny beboer endnu ikke har sat det store personlige præg på indretningen.

I et hjørne står dog en markeringspæl. Den er et glemt levn fra den tidligere ejer af kontoret, Hans Jørn Laursen, da han forlod Ikast-Brande til fordel for Viborg.

- Den er jeg egentlig rigtig glad for. Jeg betragter den som en målestok for mit arbejde.

Ordene kommer fra Karen Heebøll, der 1. november tiltrådte som direktør ved Ikast-Brande Kommune med sundhed, ældre, psykiatri, handicap og arbejdsmarked som ansvarsområder.

I denne uge står hendes kontor dog tomt. Hun er nemlig stukket af til Norge.

- Det er en fast tradition i familien at tage til Norge i uge 7 for at dyrke langrend, fortæller den nyudnævnte direktør.


Statskundskab og barn

Karen Heebøll stammer oprindeligt fra København, men flyttede som lille med sine lærer-forældre først til Høng og siden til Ørslev under Skoven ved Ringsted.

Hun blev student fra Sorø Akademi og begyndte herefter at læse statskundskab på Københavns Universitet.

- Jeg valgte dette studie, fordi jeg var optaget af samfundsforhold, og undervejs drejede det så i retning af det kommunale og sundhedssektoren, fortæller Karen Heebøll.

Det blev undervejs dog til et skifte fra universitetet i hovedstaden til Århus. Undervejs mødte hun nemlig sin kommende mand Steen Vinderslev.

De fik sammen sønnen Troels, hvilket medførte en lidt længere studietid for Karen Heebøll, og da hun var uddannet kom Astrid og Laurids til.


Universiel afstikker

Hun runder her til sommer de 50 år, men hun har undervejs været direktør i flere kommunale forvaltninger.

- Jeg må erkende, at jeg er rundet af kommunerne, og navnlig her i Ikast-Brande har jeg oplevet en helt utrolig god velkomst, siger Karen Heebøll.

Den kommunale karriere startede med et halvt års vikariat som økonomisk planlægger i Silkeborg Kommune, og herefter fortsatte hun som udviklingskonsulent i Vejle Kommune. Det bestred hun i næsten fem år, inden hun skiftede over til en lignende stilling i Børkop Kommune i april 2000.

Dermed havde hun et godt kendskab til begge kommuner, da hun i slutningen af november 2004 blev udpeget til leder af Børkop Kommunes Sammenlægningsudvalg og indgik i arbejdet med at danne den fremtidige Vejle Kommune.

I den ny Vejle Kommune blev Karen Heebøll udpeget som chef for Udviklingssekretariatet, og fra maj 2008 satte hun sig på posten som Senior- og Sundhedsdirektør i Vejle Kommune, hvor hun havde 1900 ansatte under sig og ansvar for et budget på omkring en milliard.


Dejlig mentalitet

I foråret 2011 flyttede hun arbejdsmæssigt nærmere bopælen i Middelfart, da hun blev ansat i Fredericia Kommune som direktør for Pleje, Sundhed og Arbejdsmarked. Her var hun frem til efteråret 2014.

- Hidtil havde jeg arbejdet i kommuner og ville egentlig gerne udfordre mig selv på andre områder, og muligheden viste sig, da man søgte ny direktør på Syddansk Universitet, fortæller Karen Heebøll.

Hun søgte og fik stillingen, og fra dag til dag skiftede hun fra den kommunale forvaltning til universitets-verdenen.

Karen Heebøll måtte dog erkende, at hun var rundet af den kommunale forvaltning og derfor var hun ikke i tvivl, da Ikast-Brande søgte en ny direktør.

- Det har været dejligt at komme hertil. Det er en kommune, der er præget af en vi-kan-mentalitet, og det er en kommune, som andre følger med interesse. Det er en kommune, der brænder igennem, siger Karen Heebøll, der samtidig påpeger den gode tone og åbenheden.

I sin fritid stresser Karen Heebøll af i haven, og der er som regel dømt aktiv ferie, når det kommunale ægtepar rejser ud.

- På det sidste har vi været på Sicilien og i Nordengland, hvor der er blevet gået en del. Jeg er som person født nysgerrig og vil opleve noget både ude og hjemme, siger den ny direktør i Ikast-Brande.


Ordet er dit