Tip os
Trine Østergaard var skarp i kontrafasen. Hun scorede fire gange i lokalopgøret.
Foto: Tom Laursen

Ny FCM-sejr i midtjysk målfest

FCM-kvinderne slog lokalrivalerne fra Silkeborg-Voel i sæsonens mest målrige ligakamp i IBF Arena
16. februar 2017, 22.08

Håndbold Der var 61 scoringer at juble over, da FC Midtjyllands kvinder torsdag aften satte lokalrivalerne fra Silkeborg-Voel til vægs i et tempofyldt, men også lidt rodet opgør.

FCM vandt 33-28 efter 18-14 ved halvtid og landede dermed den 13. sejr på stribe i Primo Tours Ligaen.

Gæsterne fra Silkeborg-Voel havde to føringer i midten af første halvleg, men ellers var FCM på sikker sejrskurs gennem resten af opgøret.

Der var godt gang i kontramaskinen, hvor fløjene og stregspiller Sabine Pedersen vanen tro førte an.

Til gengæld kneb det med at ramme det tomme mål, når Silkeborg-Voel trak målvogteren ud i deres syv-mod-seks-spil. Fem forbiere blev det til.

Føringen nåede op på otte mål i anden halvleg, men gæsterne fik pyntet på resultatet i slutminutterne.

Topscorer for FCM blev Stine Jørgensen med seks mål.

I tabellen fører FCM fortsat suverænt. Der er nu hele ni point ned til Viborg på andenpladsen - dog for en kamp flere.


Ordet er dit