Tip os
FCM har skrevet kontrakt med den 23-årige stregspiller Julie Gantzel Pedersen.
Foto: Fcm Foto

Lokal stregspiller vender hjem til FCM

Julie Gantzel skifter fra Ringkøbing til FC Midtjylland. Hun er tiltænkt en rolle som gardering for den skadede Linn Blohm
18. maj 2017, 12.12

Håndbold FC Midtjylland har reageret hurtigt på Linn Blohms hofteskade. En undersøgelse har vist, at den svenske landsholdsprofil skal opereres, og forventningen er en lang skadespause.

Derfor har FCM skrevet kontrakt med 23-årige Julie Gantzel, der vender tilbage fra Ringkøbing.

- Linn bliver opereret 29. maj og er derefter ude i fire til fem måneder. Derfra har vi valgt at hente Julie ind som gardering, siger Jakob Mølgaard Christensen, direktør for FCM Håndbold.

Julie Gantzel er født og opvokset i Ikast og fik sin håndboldopdragelse i Ikast KFUM og tog senere turen fra ISI's efterskole og Sportstar College Ikast-Brande til FCM's stærke ungdomshold.


Fik FCM-debut som U18-pige

I foråret 2013 fik hun enkelte ligakampe for FCM's ligahold og sluttede sin ungdomstid med DM-sølvmedaljer i U18-ligaen.

Hun spillede tre sæsoner i norske Halden, inden hun sidste sommer tog til Ringkøbing, hvor hun blev kåret til årets spiller i den forgangne sæson.

- Julie er en hårdtarbejdende spiller med en vindervilje af en anden verden. Det kan blive en stor gevinst for hele truppen, men kan også være en udfordring for hende selv.

- Julie er en lokal pige med gode værdier, og vi ser frem til at få hende tilbage, siger FCM-direktør Jakob Mølgaard, der faktisk selv har været træner for stregspilleren i ungdomstiden.

Planen er, at Julie Gantzel skal supplere rutinerede Sabine Pedersen i sæsonens første måneder, indtil Linn Blohm vender tilbage og skærper konkurrencen.

Kontrakten gælder i første omgang for én sæson, men der er indskrevet en gensidig option for et år mere.

Julie Gantzel scorede 22 mål i 21 ligakampe for Ringkøbing i den forgangne sæson.


Ordet er dit