Tip os
Christian Blittrup (t.h.) er ny filialdirektør hos Nordea på Strøget i Ikast. Han afløser Thomas Hammelev Larsen (t.v.), der er blevet direktør for filialen på Bredgade i Herning.
Foto: Henrik Ole Jensen

Nye chefer hos Nordea i Ikast og Herning

33-årige Christian Blittrup er ny filialdirektør hos Nordea på Strøget i Ikast
21. maj 2017, 09.14

Ikast-Herning Hvis man vil vide noget om bankdrift eller badminton, er Christian Blittrup en velvalgt person at gå til.

Han er 1. maj tiltrådt som ny filialdirektør for Nordea på Strøget i Ikast.

Her afløser han Thomas Hammelev Larsen, der er rykket vestpå for at blive direktør i Nordeas afdeling på Bredgade i Herning.


Sport på højt niveau

Christian Blittrup er 33 år og bor i Hørning ved Aarhus med sin jævnaldrende hustru Tanja Blittrup, der også arbejder hos Nordea.

Sammen har de drengene Oliver på otte år og Frederik på seks år.

Sport fylder en del i familiens liv.

Drengene spiller fodbold om sommeren og badminton om vinteren.

Det med badminton har de ikke fra fremmede, for begge forældrene er aktive med fjerbolden.

Christian Blittrup spiller i Højbjerg Badmintonklub, der lige som Ikast FS Badminton har nogle ganske flotte resultater i bagagen.

Den nyansatte bankdirektør har spillet med ketsjer i 26 år.

- Jeg har spillet på højt niveau tidligere, men med arbejde og familie er der ikke den samme tid længere, men jeg spiller stadig en del timer om ugen. Det er mit break fra en travl hverdag, hvor jeg lige får fyldt hovedet med noget andet end børn og arbejdsliv, fortæller Christian Blittrup.


Kender meget til Ikast

Hans karriere i finansverdenen begyndte med en bankuddannelse hos Nordea på Hasle Torv i årene 2006-2009.

De efterfølgende otte år var han markedschef hos Tryg Forsikring, som samarbejder med Nordea.

- Nordea tilbyder forsikringer som en del af rådgivningen, og i den forbindelse har jeg haft ansvaret for at uddanne bankrådgiverne. Så jeg har haft min daglige gang i Nordea. Sammen med en kollega har jeg dækket alle filialer i Jylland og på Fyn. Afdelingen i Ikast er en af dem, jeg havde ansvaret for, siger Christian Blittrup.

Da stillingen som filialdirektør i Ikast blev ledig, var det oplagt at springe til.

- Muligheden bød sig, og jeg har længe ønsket at gå ledervejen. Det er et fantastisk team, og jeg kendte jo kollegerne i forvejen, så det var absolut en win-win situation, siger Christian Blittrup, der glæder sig til løbende at møde endnu flere af de eksisterende kunder, og naturligvis også at møde nye kunder.


Ordet er dit