Tip os

Stor tyrkisk ordre til Siemens

Både Siemens og Vestas har i denne uge hentet gode vindmølle-ordrer hjem
15. juli 2017, 06.30

Vindenergi Siemens Gamesa er blevet valgt til at levere møller til to vindmølleparker i Tyrkiet, Det skriver Ritzau Finans.

I alt har møllerne en kapacitet på 118 megawatt (MW) og er bestilt af udvikleren Sancak Enerji.

Selskabet, der har sin danske base i Brande, skal levere 20 af sine G132 3,3MW-møller til Baglar-projektet på i alt 66 megawatt, mens 16 møller af samme model skal leveres til Ardicli-parken, der har en kapacitet på 52 MW. Begge parker er i Konya-regionen.

Leveringen er planlagt til begyndelsen af andet kvartal 2018 med en idriftsættelse i 2019. Med ordren følger en serviceaftale på fem år.

Ifølge EnergiWatch lægger Siemens Gamesa med ordren en femtedel til sin samlede tyrkiske portefølje. Branchesiden oplyser desuden, at møllerne skal fremstilles i Spanien.


Ny Holland-ordre til Vestas

Også Vestas kunne i denne uge tilføje en ny vindmølleordre til ordrebogen.

I konkurrence med blandt andre Siemens Gamesa har Vestas vundet en ordre på seks vindmøller på samlet 22 MW til en hollandsk vindmøllepark.

Seks af Vestas' V112-3,45 MW-møller skal levere kapaciteten, fortæller vindmølleproducenten i en meddelelse. Med ordren følger en serviceaftale, og levering samt installation af møllerne er planlagt til at foregå i anden halvdel af 2018.

Ordren følger kort tid efter, at en anden hollandsk kunde til Vestas, Nuon Energy, bestilte møller med en samlet kapacitet på 28 MW.


Ordet er dit