Tip os
I år bliver der ingen Hedefest i Engesvang. I stedet kommer der noget andet.

Hedefesten aflyst i år

EB Ungdom har ikke ressourcerne til at holde Hedefest i år. I stedet sker der heldigvis noget andet i Engesvang i uge 35
17. juli 2017, 14.11

ENGESVANG Der bliver ingen Hedefest i Engesvang i år.

Efter mange år med fest - først ved fjernvarmeværket og senest ved Engesvang Hallen, så holder Hedefesten pause.

De seneste to år er det EB Ungdom, der har stået for Hedefesten.

Men ikke i år, siger Lone Hald fra EB Ungdom.

- Hedefesten holder pause. EB Ungdom har stået for den i to år. Det ønsker vi ikke at gøre i år, siger hun.

Årsagen er, at det er ret svært at skaffe alle de frivillige m.v., der skal til for at festen kan forløbe godt.

Lene Hald er godt tilfreds med de to gange, hvor EB Ungdom har holdt festen. Det er kørt fint.

Og måske kommer festen igen til næste år - måske med andre arrangører.

På forunderlig vis er der i stedet dukket et andet arrangement op i Engesvang i uge 35, hvor Hedefesten plejer at ligge.

Engesvang Vision 2020 har taget »Ikast-Brande Kommune i bevægelse« tema op og har valgt, at nu da Hedefesten holder pause, er uge 35 en oplagt uge at lave nogle aktiviteter i.

Det handler ikke om at erstatte Hedefesten, fortæller man fra Engesvang Vision 2020.

»Ikast-Brande Kommune i bevægelse« handler om, at man som borgere kommer ud og bevæger sig samt møder hinanden på tværs af interesser.

Det sidste er selve kernen i Engesvang Vision 2020.

Lige nu sidder en lille gruppe med blandt andre Lone Hald, Marianne Nybo Rørkjær og Kathrine Eggertsen og udarbejder et program for ugen. Det handler ikke om store begivenheder, men om at få de grønne arealer og den smukke natur omkring og i byen aktiveret - nogle gange vil det være med kendte aktiviteter med et lille ekstra twist, andre gange er det tænkt som åben træning, hvor alle, der måtte have lyst, kan deltage. Der er også planlagt aktiviteter, som normalt ikke findes i byen.

De tre kvinder fortæller, at man gerne må henvende sig til dem, hvis man har en aktivitet at byde ind med i uge 35.


Ordet er dit