Tip os

16-årig scooterkører fløj ti meter gennem luften

13. september 2017, 08.52

ikast En 16-årig mand fra Ikast slap tirsdag aften utroligt heldigt fra et frontalt møde med en personbil på Hyldgaards Allé i Ikast.

Uheldet skete kort før klokken 20, da en 66-årig kvinde fra Ikast kom kørende i bil ad Hyldgaards Allé mod øst.

Da hun nåede frem til Marie Bregendahls Vej, foretog hun højresving ind over den dobbeltrettede cykelsti, men overså under deenne manøvre den 16-årige, der kom mod hende på cykelstien.

De to køretøjer tørnede sammen, og vidner kunne efterfølgende fortælle politiet, at den unge mand fløj ti meter gennem luften, inden han landede på asfalten, men trods den lange flyvetur slap han med knubs og skrammer.

Den 66-årige kan nu se frem til en ny køreprøve, som en vigepligts-forseelse normalt udløser.

I forlængelse af uheldet tog politiet scooteren med til nærmere undersøgelse for at konstatere, om der er pillet ved den, så den kan køre hurtigere end tilladt.


Ordet er dit