Tip os
37-årige Nicolaj Bang fra Brabrand ved Aarhus fik 3776 personlige stemmer ved forrige regionsrådsvalg og er klar over, at der skal ske meget, før han kan blive Region Midtjyllands formand. - Jeg trives egentlig meget godt med at skulle bevise mit værd, før jeg kan vinde folks tillid, skriver han på Facebook. ?PR-foto

Konservativ outsider bejler til posten som ny regionsformand efter Bent Hansen

Konservative Nicolaj Bang vil kæmpe med Carsten Kissmeyer (V) og Anders Kühnau (S) om posten som regions­råds­formand
18. september 2017, 14.47

REGIONEN Med kun to måneder til regionsvalget har en tredje kandidat til posten som ny regionsrådsformand meldt sig på banen: Den konservative Nicolaj Bang vil tage kampen op med Venstres Carsten Kissmeyer fra Ikast og Socialdemokratiets Anders Kühnau fra Horsens.

Ved forrige regionsrådsvalg blev 37-årige Nicolaj Bang med 3776 personlige stemmer valgt ind i regionsrådet, hvor han har været partiets gruppeformand de seneste fire år. Han sidder i regionsrådets magtfulde forretningsudvalg samt i det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde og det midlertidige udvalg vedrørende kræft.


Bred konstituering

I maj blev han genvalgt som partiets spidskandidat foran Martin Jakobsen fra Silkeborg og Mette Guldberg fra Tjørring.

Ved den lejlighed pegede Nicolaj Bang på, at alt kan ske ved det kommende regionsvalg, hvor regionsrådsformand og stemmesluger Bent Hansen (S) som bekendt ikke genopstiller.

- Bent Hansen har fyldt ekstremt meget i mediebilledet. Mange har stemt på ham, fordi han var den eneste regionsrådspolitiker, de kendte, sagde Nicolaj Bang dengang.

Ved regionsrådsvalget i 2013 fik Det Konservative Folkeparti 4,3 procent af stemmerne.

Den nye regionsrådsformandskandidat er da også klar over, at der skal meget til, før han ender i Bent Hansens stol i Viborg. Først og fremmest skal Det Konservative Folkeparti blive tungen på vægtskålen, siger han til Aarhus Stiftstidende og fortsætter:

- Hvis vi gør det, vurderer jeg, at det er realistisk at lave en bred konstituering, hvor alle partier peger på mig. Jeg har et godt forhold til Anders Kühnau, og hvis han er nødt til at vælge mellem mig og en Carsten Kissmeyer, så tror jeg, at han hellere vil pege på mig.

Skulle Nicolaj Bang få formandsposten, lover han ifølge et opslag på Facebook »benhårdt fokus på at fjerne papirnusseri, en markant styrket psykiatri med mindre tvang og mere tid til patienterne, et system, hvor patienten altid kommer før systemet, og et stærkt fokus på at beskytte Aarhus Universitetshospital mod centralisme i København.«

Nicolaj Bang arbejder til daglig som salgsdirektør for tekstilplejefirmaet TexCare.

Han har siden foråret været formand for Patientforeningen.


Ordet er dit