Tip os
Politikerne skal melde ud, hvad de vil - og hvorfor

Byrådskandidater: Meld ud

Kommunen skal være en helhed
21. september 2017, 06.55

læserbrev Hvad er det I vil og hvorfor. Det, der efter min mening bør være kendetegnet for en politiker i Ikast-Brande er, at du tør at melde ud og kan argumentere for dine synspunkter.

Hvor skal f.eks. det nye rådhus bygges? Der savnes gode argumenter, hvis nogen mener, der er plads til et samlet rådhus i Ikast.

Det er jo ikke »bare« at bygge oven på nuværende. Borgerservice skal der være plads til også i Ikast. Men placer rådhuset et andet sted.

Der er jo ingen tvivl om, der kan spares mange penge over de næste 15 år, ved netop at bygge nyt. Og byrådet har brugt temmelig mange af slagsen for at få gode råd, men hvad var det lige netop, der skete da rapporten lå på bordet?

Det var vel ikke Fælleslistens anfører, der straks sammen med andre kom til at tænke på kommunevalget og derved udskød det hele med mindst seks år, det samme var nok tilfældet, da ca. 400 underskrifter mod vindmøller langs en motorvej kom frem.

Helt ærligt, hvor er proportionerne henne, når man ikke engang kan argumentere for at vindmøller er godt placeret langs en motorvej?.

I Isenvad fandt vi argumenterne der stillede tingene i bero, men hvor er vi efter valget?

Det og meget andet vil vi gerne høre lidt om fra alle Jer der stiller op.

Når man kan læse, at folk i Brande synes Ikast har en nedladende holdning til Brande og vil bestemme det hele, ja så må det være, fordi I har stemt på dårlige politikere, som kun træder frem når det gælder deres egen by, og glemmer helheden.

Ved kommunesammenlægningen skulle Brande absolut indgå i kommunenavnet. Helt fint det skete, så var alle tilfredse.

Jeg har meget svært ved at se, at nogen byer ikke er blevet tilgodeset i forhold til deres størrelse gode argumenter og ønsker.

Der er vel ca. 40.000 mennesker i Ikast-Brande kommune -og hvis man bor i Bording eller Engesvang og mener de penge (som ikke er til rådighed) bør bruges der- ja så skal argumenterne være i orden. Det sammen må gælde for Brande.

Det er jo ikke landspolitik vi har brug for til kommunevalget, så lad være at bruge deres overbuds politik. Kommunebudgettet er godt, det eneste der mangler er penge.

Ikast-Brande Kommune er en helhed, hvor alle helst skal have det godt så derfor kom frem af busken kære venner.


Ordet er dit