Tip os
  • 1/: Tre aktører står bag de nye boliger: Strikkeriet: Fra venstre Ikast-Brandes borgmester Carsten Kissmeyer, direktør i IB Ejendomme, Bo Jensen og formanden for boligselskabet Fruehøjgård, Steen Jonassen
    Foto: Flemming Hansen
  • 1/: Tre aktører står bag de nye boliger: Strikkeriet: Fra venstre Ikast-Brandes borgmester Carsten Kissmeyer, direktør i IB Ejendomme, Bo Jensen og formanden for boligselskabet Fruehøjgård, Steen Jonassen
    Foto: Flemming Hansen
  • 1/: I ly for efterårets regn drikkes der champagne ved første spadestik til de nye boliger på Smallegade i Ikast. IB Ejendommes direktør Bo Jensen, (th)?
    Foto: Flemming Hansen

Strikkeriets første masker slået op

Nyt boligbyggeri starter i indeværende uge i Ikasts bymidte
11. oktober 2017, 13.29

BOLIGER Tirsdag eftermiddag blev de første masker slået op til et større boligbyggeri i Ikasts Bymidte, da borgmesteren i Ikast-Brande Kommune, Carsten Kissmeyer sammen med direktør i IB Ejendomme Bo Jensen og formanden for boligselskabet Fruehøjgård Steen Jonassen tog det første spadestik til 14 nye boliger på Smallegade i Ikast.

Boligerne fordeler sig med 12 almennyttige boliger, der lejes ud gennem Fruerhøjgård og to ejerlejligheder med IB ejendomme som bygherre i et fælles joint venture projekt kaldet »Strikkeriet«.


Otium på 1. klasse

De første tråde til ideen om at bygge boliger på området blev spundet helt tilbage i 2013, hvor det blev lanceret som »Otium på 1. klasse«, men som Bo Jensen udtrykte det så led det skibbrud, selvom der var lavet aftaler med syv af de ni oprindelige boliger på området.

I marts 2016 blev der spundet nye tråde i et nyt joint venture med boligselskabet Fruehøjgård og Ikast-Brande Kommune som mellemkomst. Denne gang var opskriften et projekt med 10 lejeboliger og tre ejerlejligheder.

Strikkeriet blev sendt ud i fagentrepriser, men selv om der blev forsøgt med både ret og vrang på samme pind, så var det ikke det rene perlestrik, der blev resultatet.


Dyr licitation

- Licitationen var simpelthen for dyr - 23 procent for at være helt nøjagtig, forklarede Bo Jensen

Han havde ellers regnet med at skulle bo i den ene af de tre ejerlejligheder, men valgte at trække sig, så Strikkeriet i stedet bliver et projekt med 12 lejeboliger og to ejerlejligheder.

- Løsningsorienterethed har været et kodeord og gennemgående træk hele vejen igennem.

Vi har kunnet glæde os over at have kunnet stå skulder ved skulder med Anne-Grethe og nu desværre afdøde Henning Christensen hele forløbet igennem. Og for Bente og Niels Thygesen siden foråret 2016.

Også fra Årstidernes Arkitekter har man stået last og bram og taget alle problemer som udfordringer hele vejen igennem, sagde Bo Jensen og roste alle involverede parter i at hjælpe til, når noget var gået i hårknude.

- Ikast-Brande Kommunes afdeling for Teknik og Miljø fortjener stor ros for en smidig og løsningsorienteret sagsbehandling, som jo ikke blev mindre kompliceret af, at der kom et almennyttigt boligselskab med ind over. De har været så smidige, at de har indbudt til møde klokken seks om morgenen for at få enderne til at nå sammen, sagde IB-direktøren


Milepæl

Bestyrelsesformand Steen Jonassen kaldte det en milepæl at Strikkeriet var nået til spadestik for det han pointerede var fremtidige »hjem« på et unikt sted i bynære rammer.

- Det bliver tale om et pænt og gedigent byggeri, som er kommet i stand via et godt samarbejde med IB Ejendomme - og vi forventer faktisk ikke at det bliver et problem at leje dem ud, sagde bestyrelsesformanden.

Ikast-Brandes Borgmester Carsten Kissmeyer, (V) glædede sig over samarbejdet mellem private investorer og almennyttige boligselskaber, der giver nye muligheder for at skabe anderledes boliger.

- Det giver et blandet bymiljø, som er attraktivt i dag, hvor mange vælger at sælge parcelhuset og bo i lejeboliger. Projektet her lever op til vores ønske om at skabe en byfortætning. Vi har i dette projekt frikøbt to private ældre boliger, som ikke længere passede ind i byfortætningen, og er glade for, at der sker noget aktuelt.

For at få enderne til at nå sammen har det været nødvendigt at strikke en masse løse ender sammen - opkøbe kommunale grunde og igen udskøde dem til privat byggeri.

Fruerhøjgård oplever, at der allerede er interesserede, der har skrevet sig op til boligerne, der forventes indflytningsklare i oktober 2018


Ordet er dit