Tip os
  • 1/: Bjørn Nørgaard ser sin skulptur efter i sømmene
    Foto: Steen Hebsgaard
  • 1/: De nyudklækkede IB-studenter afslørede værket og smed huerne i luften
    Foto: Line Ottosen
  • 1/: IBF-direktør Preben Rosenkilde og Bjørn Nørgaard er begge tilfredse med resultatet.
    Foto: Steen Hebsgaard
  • 1/: Formand for gymnasiets bestyrelse, Bo Jensen, byder velkommen til afsløringen
    Foto: Steen Hebsgaard
  • 1/:
  • 1/: Pedellerne på gymnasiet har knoklet for at afsløringen skulle forløbe fint


Bjørn Nørgaard: - Jeg er meget tilfreds

Stor kunstafsløring torsdag - hvor man mindedes ideens ophavsmand og ildsjæl
18. maj 2017, 10.36

Ikast - Jeg er tilfreds. Meget tilfreds.

Sagt af en kunstprofessor og internationalt anerkendt kunstner er det store ord.

Men professor Bjørn Nørgaard var oprigtig glad, da han onsdag atter engang tog til Ikast for at se et af sine kunstværker blive afsløret.

Det skete under stor festivitas, da de nyligt udklækkede IB-studenter på Ikast-Brande Gymnasium ved fælles kollektiv hjælp trak snesevis af kvadratmeter stof ned og afslørede værket »Nu er erkender jeg stykkevis«.

Den titel vender vi tilbage til ...

Værket er en udløber af Nørgaards store skulptur ved kirken/Rådhuset i Ikast, »Riv dette tempel ned«, og det er udført som en kæmpefrise eller væg, strategisk placeret på grunden mellem gymnasiet og den internationale skole på Bøgildvej.


Mindedes idemanden

Formand for gymnasiets bestyrelse, Bo Jensen, kunne i sin tale foran skulpturen fortælle om historikken bag, og ikke mindst mindedes han idemanden og ildsjælen bag værket, nu afdøde Steen Aaes-Jørgensen.

- At opstillingen og realiseringen af et sådant kunstværk af en verdensberømt kunstner overhovedet har kunnet lade sig gøre, er i sig selv en helt utrolig historie, som siger ikke så lidt om byen, kommunen, egnen og de borgere, der bor her, sagde Bo Jensen.

Bjørn Nørgaards værk på Torvet er fremstillet via en række løse matricer i jern, og efter indvielsen for fem år siden, fik Steen Aaes-Jørgensen efter en udstilling af matricerne i Kunstpakhuset ideen om at samle alle matricer - som ellers stod foran et salg enkeltvis - til et nyt samlet kunstværk.


Lobby- og fundraising

Ideen pegede på en placering ved gymnasiet, men Bo Jensen måtte indrømme, at det var en stor økonomisk mundfuld for et gymnasium i sparetider.

Aaes-Jørgensen gik derfor i gang med et lobby- og fundraisingarbejde uden sidestykke.

Resultatet - ført an af Bjørn Nørgaard selv - blev en kæmpefrise i beton, hvor alle matricer er indstøbt i et nøje velgennemtænkt mønster.

Danspin har huset matricerne, KPC har givet fundamentet, og IBF-direktør Preben Rosenkilde trådte til med selve muren/frisen og den vanskelige indstøbning af matricerne i farvet beton. Kommunens parkafdeling har været involveret, og Ikast Sparekasses legat trådte til med økonomisk hjælp. Oveni det kom - ifølge Bo Jensen - et bidrag fra nytiltrådte rektor Marianne Dose Hvids »kaffe- og portokasse« på gymnasiet.

Og efter et par års arbejde - var værket endelig klar til afsløring onsdag eftermiddag.

- Vi er mange, der savner Steen Aaes, men jeg er sikker på, at han sidder deroppe og er lige så glad, stolt og spændt som os her i dag, når vi nu endnu en gang siger æret være hans minde, tak til bidragsyderne, til professor Bjørn Nørgaard og til Kunstpakhuset og tillykke til alle os brugere af Ikast-Brande Gymnasium, sluttede Bo Jensen sin tale - og lod de glade studenter afsløre værket - og foretage den obligatoriske huekastning.


Tilfreds kunstner

Og som sagt - Bjørn Nørgaard, hvis værker efterhånden findes mange steder i byen og som ofte er gæst her, var en særdeles tilfreds kunstner, som med de karakteristiske læsebiller halvt nede på næsen studerede sit værk med tilfreds kendermine.

Mediehusets udsendte medarbejder stod tilfældigvis i nærheden da han sammen med Preben Rosenkilde inspicerede resultatet og den specielt indfarvede beton.

- Jeg er meget glad for og tilfreds med det her, sagde Nørgaard.

Og Preben Rosenkilde erkendte, at han da også var en kende stolt af den specialopgave, betonvarefabrikken blev kastet ud i.


Korintherbrev og kærlighed

Værkets titel «Vi erkender stykkevis« er hentet fra Korinther-brevet i Bibelen, som Bjørn Nørgaard er velbevandret i. Biblen har også lagt navn til storebror-værket på Torvet.

Han takkede for det lokale engagement, der har gjort det muligt at bruge hans matricer til endnu et værk og citerede fra Korintherbrevets berømte kapitel 13:

»Kærligheden er tålmodighed, kærligheden er mild, den misunder ikke, den praler ikke, bilder sig ikke noget ind ... den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt«.

- En smuk tekst fra Det Ny Testamente. Jeg har tit tænkt på den i de her tider, hvor man eksempelvis har hørt det omvandrende orakel Corydon, der fylder os med banale sætninger, som om det var ord fra Himlen og han var Moses med tavlerne. Han siger, at nu bliver vi alle overtaget af robotter og kunstig intelligens.


I er den bedste computer

- Det er underligt, men det er som om alle disse nye ting går ud på at overflødiggøre mennesker. Som om der ikke er brug for os længere, sagde Nørgaard, som nu henvendte sig direkte til de nyudsprungne studenter:

- Hvis der er noget robotter og kunstig intelligens ikke kan - er det kærligheden. Den har I i Jer. I skal ud og bruge de nye teknologier, og selvfølgelig kan de bruges til noget fornuftigt. Men husk - det der kommer ud af en computer afhænger af den, der sidder ved den. I er selv den bedste computer, der er opfundet. Og det er Jer, vi skal leve af i fremtiden.


Ordet er dit