Tip os
Billedtekst

Bording børnehave overskrider budget med 4,1 million kroner

En analyse skal sætte fokus på, hvor skruerne kan strammes, så tidsrammerne fortsat fastholdes
22. september 2017, 09.50

BØRNEHAVE Udsigten til en børnehave i Bording er fortsat lang og dyr. Alt for dyr.

Byggeprojektet har været udbudt i faglicitation og de forskellige håndværker-tilbud er kommet retur på forvaltningen, som kan konstatere, at priserne for håndværkere er blevet væsentlige dyrere, end da man for et par år siden lagde budgettet for en ny børnehave.

4,1 million kroner er hvad der mangler for at få enderne til at nå sammen i det kommende byggeprojekt.

Derfor måtte Børne- og Undervisningesudvalget på sidst seneste møde erkende, at de enten kan søge byrådet om en tillægsbevilling på det omtalte beløb, eller de kan vælge den løsning, som der var enighed om. Nemlig at bede forvaltningen om at kigge projektet efter i sømmene og finde muligheder for at finde yderligere besparelser end dem, der allerede har ramt projektet.

- Vi er nødt til at bede om en analyse af, hvor der kan findes besparelser. Vi skal have kigget på hvad der er »need to have eller nice to have«. Der er desværre et generelt problem, at håndværkere har nok at lave og derfor også kan tillade sig at tage prisen. Vi håber at kunne nå frem til en løsning, så først økonomiudvalget og siden byrådet kan blive en løsning indenfor den forventede tidsramme. Vi ønsker ikke at forsinke igangsætningen, siger formanden for Børne- og Undervisningsudvalget Simon Vanggaard, DF.

Han har dog ikke en forhåbning om, at der er politisk opbakning til en tillægsbevilling, og har derfor sammen med resten af udvalget valgt den anden løsning.

- Det er dejligt, at der er gang i hjulene. Men når man skal købe, så er det da et generelt problem, at vi afsætter en ramme to-tre år før et projekt skal realiseres. Det kan være en stor udfordring at få enderne til at nå sammen, siger Simon Vanggaard, som er fortrøstningsfuld og indstillet på at overholde den fastlagte tidsramme, så byggeriet ikke forsinkes.


Ordet er dit