Tip os
Det 22 siders salgsprospekt kan fåes ved henvendelse til Ikast-Brande Kommunens tekniske forvaltningfoto Laila Kempel

Brande Vandrehjem til salg: Ideen vigtigere end prisen

Ikast-Brande kommune sælger fire matrikler omkring Brande Vandrehjem
09. maj 2017, 11.34

IDEEN Det handler mere om ideen end prisen. Selvom Ikast-Brande Kommunens økonomi ikke ligefrem er til at juble over, så er det ikke prisen, men i stedet den helt rigtige ide, der kan betyde, at fire matrikler omkring Brande Vandrehjem skifter ejere.

- Vi er i øjeblikket ved at kigge på, om der er kommunale kvadratmeter som vi kan sælge ud af. Vi har for mange kommunale ejendomme som ikke udnyttes optimalt. Og derfor er vi nu interesseret i at sælge i alt fire grunde ved vandrehjemmet, forklarer økonomidirektør Flemming Storegaard.

Der er tale om et nedlagt sygehus, et nedlagt plejehjem, et vandrehjem, en forpagterbolig samt en ubebygget jordlod der nu er til salg enten samlet eller hver for sig.

Helt usædvanligt er der ikke sat en mindstepris, men i stedet lavet et oplæg, hvor det gøres klar, at det er ideen eller helhedsplanen for området, der vægter højest.

- Får vi ikke den rigtige ide, så forbeholder vi os retten til at trække hele oplægget tilbage og sætte det hele i bero. For os handler det om ideen, som vi vægter med 75 procent mens prisen kun vægtes med 25 procent. Hvad en fremtidig ejer vil gøre med området er os ligegyldigt, hvis ideen er den rigtige. De kan vælge at vælte det hele, eller de kan renovere det. Vi håber selvfølgelig, at der er eksperter i byudvikling, der kan tænke de tanker vi ikke kan, siger Flemming Storegaard.

Kommunen er således villig til alt, hvis bare den rigtige ide og model kommer på banen.

- Man kan vel sige, at vi inviterer til dans og vil gerne have nye med til festen. Det kan være hotel, butikker eller noget helt andet. Vi er åbne for alt, siger økonomidirektøren.

Ikast-Brande Kommune har gennem længere tid forsøgt at få ideer til at bruge arealerne, blandt andet som boliger for flygtninge. Den tanke er for længst opgivet på grund af den ringe og renoveringshungrende stand

Udover de lokalhistoriske værdier er ingen af bygningerne vurderet til at være noget værd

Sidste frist for at byde på hele området eller blot en af de fire matrikler er sat til den 6. juli, og ifølge Flemming Storegaard, så har der allerede været henvendelser fra seks-syv større konsortier. Henvendelserne der kan føre til salg ventes behandlet på byrådsmødet i august


Ordet er dit