Tip os
Spidskandidat Annette Mosegaard ses her omgivet af sine Brande-kandidater, til venstre Tomas Bjerre og til højre Peter Munkholm og Kirsten York Helms ?Privatfoto

Brandes C-hold er sat

Ikast-Brande Konservative Vælgerforening præsenterer tre kandidater til kommunalvalget
22. maj 2017, 14.11

IKAST-BRANDE - Det har været meget vigtigt for os, at sikre en bred og kompetent vifte af kandidater. Og med kandidaterne fra Brande har vi en gruppe særdeles kompetente og dygtige mennesker, der vil arbejde hårdt for en kommune med sammenhængskraft. Det er folk, der har et godt kendskab til lokale forhold i Brande, og vi er sikre på, at det er de helt rigtige mennesker vi har fået på listen.

Sådan lyder det fra Bjarne Raabjerg fra den konservative vælgerforening i kommunen, som nu er klar med hele tre kandidater fra Brande-området.

De tre er Tomas Bjerre, Peter Munkholm og Kirsten York Helms.


Peter Munkholm

Peter Munkholm, 61 år, er født i Brande. Han er gift med Susan, der er klinikassistent i Brande. Parret har to døtre på 36 og 31 år.

Han er uddannet i daværende Midtbank og arbejder nu i Den Jyske Sparekassen i Brande.

- De sidste mange år har jeg beskæftiget mig med erhvervskunder i det midtjyske område, og jeg har et godt kendskab til erhvervslivet i Ikast-Brande Kommune - men også i Holstebro og Billund-Grindsted-området. Min interesse indenfor politik ligger indenfor erhverv, kultur og sport samt ældreområdet, siger Peter Munkholm.

- I bund og grund har jeg altid lænet mig op af konservative livsværdier - måske nogle endda vil kalde mig ultra konservativ - som afdøde ministerpræsident Strauss fra Bayern. Skulle jeg blive valgt til november vil mine mærkesager være - erhvervslivet, sportslivet og ældreområdet - som jeg jo lige så langsomt selv glider ind i.


Kirsten York Helms

Kirsten York Helms, 42 år, er gift på 11. år, har to børn på 9 og 11 år og bor i Brande. Hun har arbejdet som lærer i 12 år på Præstelundskolen i Brande og har desuden færdiggjort en ledelsesuddannelse i år.

- Jeg ønsker at gå aktivt ind i lokalpolitik af mange årsager. Men først og fremmest ønsker jeg at tage et medansvar for den udfordring, der ligger i at forvalte kommunens ressourcer på en så bæredygtig måde som muligt. Èn af de sager, jeg især brænder for, er at give kommunens børn og unge den bedst mulige dannelse, siger Kirsten York Helms.

- Jeg vil også arbejde målrettet for, at vi borgere i fællesskab videreudvikler og har fokus på et rigt kulturelt og bæredygtigt lokalsamfund, hvor ikke mindst iværksætterånden og erhvervslivet understøttes. Når de ting er i blomst, så følger meget andet med.


Tomas Bjerre

Tomas Bjerre, 60 år, tandlæge i Brande, stammer fra Vejle, opvokset i Haderslev og Løgumkloster, student fra Skt. Knuds Gymnasium i Odense, Cand. Odont. fra Københavns Tandlægehøjskole.

- Jeg har boet i Brande siden 2006 og været medlem af Det Konservative Folkeparti i mere end 25 år. Jeg er Konservativ, fordi vi som det eneste parti i Danmark har en generationskontrakt. Den går ud på, at Det Konservative Folkeparti ønsker at aflevere et bedre samfund til den næste generation, end det vi overtog fra den foregående. Hvis jeg skal nævne en politisk mærkesag, er det, at vi skal have nogle gode folkeskoler, hvor man får det bedste ud af hver enkelt elevs evner og interesser. En dygtig og flittig befolkning er forudsætningen for et velfungerende samfund, men det er ikke den eneste grund. Det man lærer i skolen har man gavn af hver eneste dag resten af livet. Man får et bedre liv på alle måder, hvis man har haft en god skolegang, hvor man har lært noget i trygge rammer, og det skylder vi vores børn, siger Tomas Bjerre.


Ordet er dit