Tip os
  • 1/: Musikskolen er på 11 besøg rundt omkring i kommunen for at lære børnene Ønskeland-sangen. Her er det fra Hyldgård, hvor skolens børnehaveklasser, Hyldgård Børnehave og Børnehaven Lægdsgård lavede musik sammen med musikskolen
    Foto: Mikkel Mikkelsen
  • 1/: Fra Musikskolen er det i front Marianne Legarth, på guitar Bent skourup og på tangenter Simon Lindegaard
    Foto: Mikkel Mikkelsen
  • 1/: 0. klasser og de ældste børnehavebørn er inviteret til at komme og synge, danse og stompe sig gennem sangen sammen med musikskolen, så alle børnene er godt klædt på til åbningsdagen
    Foto: Mikkel Mikkelsen

Børns ønsker og drømme skyder Aarhus 2017 i gang

Børn og voksne vil opleve flere kulturaktiviteter i 2017, da Ikast-Brande Kommune er en del af Aarhus 2017 Europæisk Kulturhovedstad
17. januar 2017, 06.58

IKAST-BRANDE Fredag den 20. januar fejrer omkring 20.000 børn fra Region Midtjyllands 19 kommuner deres egen åbning af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. I fokus står deres drømme, ønsker og håb under temaet Ønskelandet.

I Ikast-Brande Kommune foregår Børneåbningen forskellige steder i dagtilbud og skoler.

Dagen før den officielle åbning af kulturhovedstadsåret finder den regionale børneåbning sted i hele Region Midtjylland.

På en af de mørkeste, koldeste og måske mest våde dage vil børn sprede sang, fortælle om deres drømme og inspirere voksne til at mindes deres ønsker, som måske blev glemt for mange år siden. Børneåbningen bliver et helt unik event, da det er første gang nogensinde, at en Europæisk Kulturhovedstad åbner med et helt særligt arrangement for, med og af børn.

- Vi ser frem til en fejende flot Børneåbning i Ikast-Brande Kommune, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Helle Mathiasen, der glæder sig til et helt vildt kulturår i Ikast-Brande og i hele regionen.


Ønskelandet er tema

I alle regionens kommuner har børn beskæftiget sig med temaet Ønskelandet i de sidste mange måneder. Med hjælp af pædagoger, lærere, kunstnere, studerende, musikskolelærere, bibliotekarer og kulturinstitutioner har børnene arbejdet på at udtrykke deres håb, ønsker og drømme om nuet og fremtiden. Det har resulteret i 19 meget forskellige Ønskelande. Nogle består af ønskeøer, ønskesten eller ønsketræer, mens andre kommunikerer deres ønsker via fortællinger, udstillinger eller musik.

- Det er imponerende, at kommunens børn sammen med bl.a. Musikskolen og Biblioteket har gjort klar til en anderledes ønskefredag, forklarer Simon Vanggaard, formand for Børne- og Undervisningsudvalget.


Alberte Windings sang og Årets Dans 2017

Der er også en del fælles elementer, som indgår i alle børneåbninger og skaber en rød tråd på tværs af kommunegrænserne.

Alle deltagende børn synger en fællessang, som er blevet skrevet af Alberte Winding og Jan Rørdam ene og alene i anledning af Aarhus 2017s børneåbning. Den handler om et Ønskeland med familie og venner, hvor der er tid til at være sammen og plads til at være sig selv.

Sangen har desuden fået sin helt egen dans, som er skabt af koreograferne Mette Møller Overgaard og Esther Haugegaard og produceret af Dansehallerne. Den handler om at sætte fantasien fri, tage en ven i hånden og tage på en drømmerejse til forunderlige fantasiverdener.

Udover den 20. januar vil dansen fungere som Årets Dans 2017.

Ikast-Brande Musikskole øver sangen med børn og voksne i daginstitutioner og skoler, så forældrene kan opleve sang, musik og dans.

På denne måde vil Ønskelandets sang og dans være en del af hele kulturhovedstadsåret.

Den regionale børneåbning finder sted den 20. januar 2017 i alle kommuner i Region Midtjylland, og det forventes, at omkring 20.000 børn deltager på dagen og mange flere i ugerne op til åbningen.


Ordet er dit