Tip os
På billedet ses Erhvervskontaktudvalget sammen med brødrene Preben og Mogens Rosenkilde foto privat

Erhvervskontaktudvalget på besøg hos IBF i Ikast

Erhvervskontakt-udvalget har i forlængelse af deres seneste udvalgsmøde været på virksomhedsbesøg hos IBF i Ikast
13. juli 2017, 10.51

BETON Erhvervskontaktudvalget har i forbindelse med deres seneste møde været på virksomhedsbeøsg. Dene gang hos Ikast Betonvare Fabrik, IBF.

Besøget startede på betonfabrikken på Mads Clausens Vej i Hestlund, som kun er godt tre år gammel.

Her så udvalget, hvordan kloakrør bliver støbt. Fabrikken kan støbe op til 200 rør om dagen. Fra samme matrikel køres der årligt 80.000 kubikmeter fabriksbeton ud til kunderne.

Produktionen af fabriksbeton begyndte i Ikast i 1990.

I dag har IBF Fabriksbeton stationer i det meste af Danmark. Det giver den fordel, at IBF altid er meget tæt på kunderne og dermed hurtigt kan levere den ønskede beton.

IBF er delt op i fire forskellige sektioner: belægningssten, fabriksbeton, afløb og tagsten. I hele koncernen er der godt 1.000 medarbejdere ansat.

Efter besøget i Hestlund gik turen videre til IBFs hovedkvarter på Lysholt Allé, hvor mange emner blev berørt.

Blandt andet det, at IBF og Ikast-Brande Kommune har samarbejdet om udvikling af permarør og -brønde, som skal sikre, at de fortsat større nedbørsmængder ikke ender ud i oversvømmelser, når kloakkerne ikke kan nå at absorbere vandet.

- Vi har haft et godt samarbejde med kommunen om udvikling af rørene, som vi forventer os meget af med tiden. Med klimaændringerne er vi overbeviste om, at kommunerne får en økonomisk gevinst ved at anvende disse rør, siger Preben Rosenkilde.

Også emnet om kvalificeret arbejdskraft blev berørt.

- Som flere af kommunens øvrige virksomheder, oplever IBF også mangel på kvalificeret arbejdskraft. Det gælder både den faglærte som for eksempel smede, men også ufaglært arbejdskraft. IBF uddanner selv elever, men det er ikke tilstrækkeligt. Som kommune vil vi gerne hjælpe vores virksomheder ved at opkvalificere vores ledige, så de får de kompetencer, som bliver efterspurgt, siger Preben Christensen, Fælleslisten formand for Erhvervskontaktudvalget


Ordet er dit