Tip os
Arnth Stougaard i Handelsbankens afdeling i Ikast
Foto: Steen Hebsgaard

Fodboldspillet lærte bankmanden at fighte

Handelsbankens filialdirektør i Ikast, Arnth Stougaard, fylder 50 år
19. april 2017, 06.13

IKAST Han har som tidligere elitespiller inden for både fodbold og håndbold lært at fighte og gå efter målet. Og så holder han af de værdier, der kendetegner Ikast-området.

- Her står man sammen om at få ting til at lykkes. Vil man noget, og har man en ide eller en vision - går man bare i gang, siger Arnth Stougaard, Handelsbankens filialdirektør i Ikast, der netop har rundet de 50 år. Det skete faktisk i går - men markeres med en reception i banken på fredag.

At den nu 50-årige bankmand ikke endte med at kunne opfylde drømmen om en proff karriere på græsbanen skyldtes en knæskade, han fik som ungdomsspiller. Og som måtte sende ham på andre karriere-tanker.

Det blev bankverdenen. Først som elev i det daværende Midtbank i Vildbjerg, hvor han er vokset op, og sidenhen i en række af Midtbanks/Handelsbankens filialer.


Fritiden går med en MBA

Foreløbig har han været 30 år i bankens tjeneste og heraf de 10 i Ikast, fordi - som han siger - her befinder han sig godt.

- Jeg har verdens bedste job, siger Arnth Stougaard, der ud over sit direktørjob og ugentlige møder i Rotary pt ikke har så meget tid til overs.

Han har nemlig siden 2016 kastet sig ud i en MBA (Master of Business Administration) på Aarhus Business School, en høj uddannelse for ledere inden for erhvervslivet.

- Man skal jo holde sig skarp, og hvis jeg stiller krav til medarbejderne om efteruddannelse, må jeg selvfølgelig selv gå forrest. Men jeg kan lide udfordringen, og det er en spændende uddannelse, der skaber et inspirerende netværk.

Stougaard er vel vidende om det historiske fundament, Handelsbanken hviler på i netop Ikast, hvor det daværende Midtbank var en betydningsfuld spiller i byens udvikling.


Respekter bankens rødder

- Det er vigtigt for mig, at man kender og respekterer bankens rødder - men samtidig forstår at agere i 2017. Der er sket meget i bankverdenen i alle de år, siger Arnth Stougaard, der er overbevist om bankens overlevelsesmuligheder i lokalsamfundet.

- Det ligger dybt forankret i bankens DNA, at skal man være en lokal bank, skal man også være til stede i byen. Vi dækker en bred kundekreds, og selv om mødet i banken er på retur og meget ordnes via mails, telefon og internet, skal vi være til stede, og man skal kunne mødes med os. Her i byen.

I alt 10 ansatte - inklusiv direktøren - er ansatte i afdelingen, der også har knyttet tre specialister indenfor rådgivning til sig. Dertil kommer, at afdelingen i Karup organisatorisk ligger under Ikast-filialen.

- Kunderne løser flere og flere opgaver på egen hånd og via nettet. Men når der så er brug for os, er det ofte for at få gode råd, som kunderne stiller større og større krav til, siger Arnth Stougaard, der understreger, at Handelsbanken i Ikast regnes som en af de større filialer i banken.

- Mange måler en bank på antal ansatte, men effektiviseringer gør, at man overkommer meget mere i dag per medarbejder. Måler man forretningsomfanget i kroner og ører, har filialen i Ikast aldrig været større end nu. Og hvad der er endnu vigtigere for mig - for fjerde år i træk ligger Handelsbanken som den bank, der scorer højest på kundetilfredshed.


Opføre sig ordentligt

Det er umuligt at komme uden om bankkrisen i et fødselsdagsinterview med en bankmand.

- Bankerne fik jo skylden for meget under krisen, og man dukkede næsten hovedet som ansat i en bank. Men vi er i en branche, som alle er afhængige af. Så det er naturligt at pege fingre, siger filialdirektøren, der er svært glad for, at det er lykkedes Handelsbanken at holde sig uden for de seneste års kritiske bankhistorier.

- Men det ligger i bankens kultur. Man skal opføre sig ordentligt, og have styr på din butik.

Baggrunden for den høje kundetilfredshed mener Arnth Stougaard skal findes i det faktum, at han for eksempel selv kan præge arbejdsplads og tilrettelægge afdelingens arbejde, som han finder det bedst.

- Du får lov til at være selvstændig, og derfor synes jeg, det er en spændende arbejdsplads. Jeg er glad for kollegerne. Det er sjovt at gå på arbejde, og der sker noget hele tiden.

Derfor gør det heller ikke så meget for den 50-årige, at drømmen om en professionel sportskarriere brast, da et knæ fik en alvorlig skade.

Arnth Stougaard har det helt fint med at runde 50. Også selv om drengene er begyndt at kalde far for gammel.

- Så længe Ina ikke er begyndt på det, siger han med et smil.

................

Der er reception i Handelsbankens lokaler fredag 21. april.


Ordet er dit