Tip os
Det røde område er det nye parcelhus-område i byens sydvestlige del

Grønt lys til 41 nye boliggrunde

Byrådet klar til byggemodning af »Birkelyst« i byens sydvestlige del
10. oktober 2017, 14.16

IKAST Et enigt byråd gav mandag aften grønt lys til et omfattende byggemodnings-projekt, der tilfører Ikast by 41 nye parcelhusgrunde.

Der er tale om »Birkelyst« , der ligger i byens sydvestlige del ud til landsområderne, og som vil tilføre 41 nye parcelhusgrunde til tæt/lav og åben lav bebyggelse.

Byrådet fastlagde også mindstepriser for grundene, der beløber sig fra 650.000 til 715.000 kroner.

Og nu venter byrådet spændt på efterspørgslen.

Den er man dog ikke i tvivl om er til stede. Der er godt gang i Ikast-Brande både med jobs og tilflytninger, og man er i bund med kommunale parcelhusgrunde. Og der er kun ni private byggegrunde i Ikast by til salg.

- Det går godt i kommunen, og med disse 41 nye grunde kan vi tilbyde borgerne et sted at bygge og bo, sagde borgmester Carsten Kissmeyer (V).

Simon Vanggaard (DF) føjede til: - Det var en vigtig sag for os at få med i budgetforliget, at få flere penge til udvikling af byggegrunde. Markedet er støvsuget i Ikast, så vi skal være på beat'et - hvis vi ikke vil halte bagefter.

Frank Heidemann (S): - Det er godt, at folk vil bosætte sig her, og jeg er glad for, at vi nu har paletten fyldt med boligmuligheder.

Ib Lauritsen (V): - Det er vildt ambitiøst at sætte alle disse grunde i gang. Men vi tror på det.

Lokalplanområdet ligger i den sydvestlige del af Ikast for enden af Bøgildvej - og tæt på Lægdsgaard. Det er umiddelbart syd for et større boligområde ved Vesterhåb.

Området ligger på en bakke, hvor der er udsyn til skovbrynet mod sydøst og et pt. ubebygget område mod vest.

Det er hensigten, at parcelhusene i området skal ligge med god luft mellem husene, så der er mulighed for et kig ud over naboområderne.


Ordet er dit