Tip os

Kæmpe drive til golfen i Ikast

Golfklubberne i Ikast og Tullamore fusionerer, og Jens Poulsen bliver dobbelt baneejer - hvis medlemmerne vil
11. oktober 2017, 13.31

IKAST Med virkning fra 1. januar 2018 køber hovedaktionæren i DK Company og ejeren af Tullamore Golf Club, Jens Poulsen, også selve golfbanen af Ikast Golf Klub. Hvis vel at mærke medlemmerne bakker op. Samtidig fusioneres de to golfklubber i Ikast og Tullamore til en storklub med mere end 1.500 medlemmer, og der bliver så lavet en lejeaftale med ejeren om brugen af de to baner med tilhørende klubfaciliteter. Det er i hvert fald det, Jens Poulsen og to enige bestyrelser lægger op til, og det skal så vedtages af medlemmerne på to ekstraordinære generalforsamlinger i de to klubber i slutningen af oktober.

At der er vægt og alvor bag ordene understreges af, at den i Ikast- og golfkredse særdeles kendte erhvervsmand Lars Søgaard er indstillet på at afhænde sin virksomhed og indtræde som direktør i den nye Ikast Tullamore Golf Club.


Vil udvikle klub og bane

- Vi har i bestyrelsen for Ikast Golf Klub haft ønsker om at udvikle vores klub og vores bane, men støder hver gang imod en økonomisk barriere. Og det kommer vi også til i fremtiden, selvom vi selvfølgelig er blevet begunstiget af vores lån fra Ikast-Brande Kommune på den korte bane, siger formand for Ikast Golf Klub gennem to år, John E. Kristensen.

- Om tre år ophører vores afdragsfrihed i forhold til kreditforeningen og med den aldersmæssige sammensætning, der er i vores medlemskreds, er der i bestyrelsen enighed om, at det er rettidig omhu og en sikring af golfens fremtid i Ikast at søge ind i en fusion med både visioner og muligheder, siger formanden, som - hvis medlemmerne ønsker det - fortsætter som formand for den nye, fusionerede klub. Her får medlemmerne adgang til 36 huller, hvoraf de 18 vil være åbne hele året, med mindre de er begravede under sne.


Godt samarbejde

- De to golfklubber i Ikast og Tulstrup har gennem årene haft et særdeles godt samarbejde - ikke mindst på juniorfronten, og det gør, at vi er sikre på, at der ikke kun er tale om et økonomisk fornuftsægteskab. Der er simpelthen så mange synergier og besparelser, der er til at høste allerede fra dag 1, siger John Kristensen og nævner bl.a. fælles træner, fælles greenkeeper staff, administration, markedsføring, catering, maskinpark og indkøb generelt.

- Hertil kommer, at vi skal bevare den frivillighed og kultur, der er opbygget så flot i begge klubber, men også udvikle en ny fælles og stærk kultur og klubånd. Og så kommer den nye bestyrelse og direktion frem for alt til at starte det nye år som gældfrie uden tyngde af en bank- og kreditforeningsgæld på mellem 13 og 14 mio., og det har jo en enorm værdi.


Arbejder på sorte tal

Ikast Golf Klub kommer ud med et lille underskud for den igangværende sæson, mens det til gengæld er et fusionsbudget med både sorte tal og muligheder, man kigger ind i for 2018.

- En af hurdlerne ved både nutiden og fremtiden, er de indskudsbeviser, vi opererer med i Ikast Golf Klub. Vi står som skyldig af 1,9 mio. kroner til medlemmerne. Det er penge, som vi jo rent faktisk ikke har. Den forhåbentligt nye ejer Jens Poulsen har tilbudt at købe disse beviser tilbage til kurs 50, hvilket vil sige 2.750 kroner pr. indskud. Men vælger medlemmerne at give beløbet tilbage til klubben, vil Jens Poulsen komme med et tilsvarende beløb, som i stedet bliver brugt på forbedringer af baneanlægget her og nu, siger John Kristensen.


Ser kun muligheder

- Jeg blev faktisk rigtig glad, da jeg for nylig fik en føler fra to af Ikast Golf Klubs ledende personligheder. Jeg kunne med det samme se muligheden med et samarbejde, og drøftelser blev ret hurtigt til seriøse forhandlinger, hvor der i den grad er tale om en win-win situation. Jeg kunne selvfølgelig sagtens finde et bedre sted at forrente 13-14 mio. kroner, end ved at sætte dem i en golfbane mere, men omvendt er både jeg og folkene omkring bestyrelserne i de to golfklubber så passionerede, at det var svært for mig at sige nej, da muligheden ser ud til at byde sig, siger den kommende dobbelte baneejer, Jens Poulsen, CEO i det succesfulde DK Company.

- Jeg ser så stort udviklings- og forbedringspotentiale - både for skovbanen i Skelhøje og parkbanen i Tulstrup. Og her tænker jeg ikke kun på banerne, men også at vi får skabt mere attraktive klubhusfaciliteter.

- Folk bliver heldigvis ældre og ældre, og der er da ikke noget sundere end at kunne kombinere, sport, motion, frisk luft og naturoplevelser, og det kan man på begge anlæg, siger Jens Poulsen.

- Og når det så samtidig har kunnet lykkedes at få en kapacitet som Lars Søgaard til at stå i spidsen for både dagligdag, økonomi og udvikling, så sover jeg roligt om natten. Han er på alle måder en del af den gode golffamilie i Ikast, og når vi skal udvikle os, er det nødvendigt med en person som ham - med begge hænder på rattet. Jeg har ikke selv evner og tid til det, og vil som baneejer nøjes med et menigt sæde i bestyrelsen.


Unikt golf setup

- Jeg har gennem mange år gået med lysten til at beskæftige mig med golf på fuld tid, men timingen har aldrig rigtig været der i forhold til tidligere og nuværende jobs, siger den formentlig kommende direktør for Ikast Tullamore Golf Club, Lars Søgaard.

- Jeg har set golfbaner over store dele af verden og har en masse inspiration med mig, og når jeg har lyst til at tage springet nu, hænger det sammen med dels volumen og robusthed af projektet, og dels de meget store udviklingsmuligheder, vi får med at køre storrationale mellem de to anlæg.

- Det kommer bare til at give medlemmerne så mange muligheder, siger Lars Søgaard, der forventer en stigning i medlemstal frem fra status quo eller måske endda en svag sivning.

- Folk i alle aldre vil kunne spille golf næsten året rundt på attraktive baner til konkurrencedygtige kontingenter. Og med de muskler og muligheder vi får, tror jeg også, det kan lykkes at trække store turneringer, company days og andre arrangementer til byen - og vel at mærke uden at det forhindrer almindelige medlemmer i at spille samtidigt - og det er noget jeg tillægger meget stor betydning. Samtidig håber vi at blive en attraktiv samarbejdspartner for golfmiljøerne på ISI og Sportsstarcollege Ikast-Brande, så vi udover bredden også får eliten med.

- Hvis medlemmerne siger ja til dette på oktober måneds sidste to dage, vil jeg afhænde min rekrutteringsvirksomhed, således jeg er klar til at gå all in fra det nye års start - siger Lars Søgaard, som med en så omsiggribende beslutning også viser, at han mener noget med sin nye dagligdag.


Medlemmerne bestemmer

Men som nævnt bliver de nye store og forkromede planer ikke til noget, hvis ikke medlemmerne vil. Man gør derfor et stort nummer ud af kommunikation, information og oplysning. Der et informationsmøde for medlemmerne af Tullamore Golf Club tirsdag den 24. oktober i klubhuset i Tulstrup og for Ikast Golf Klubs medlemmer dagen efter i foredragssalen på ISI. Herefter er der ekstraordinær generalforsamling den 30. oktober i Tullamore og den 31. oktober i Ikast.


Ikast Tullamore Golf Club

Navnet fortæller, at der er tale om to golfbaner - i lighed med eksempelvis Silkeborg Ry, hvor medlemmerne også kan spille på to forskellige lokationer - blot med væsentlig større geografisk afstand. Logoet er en sammensmeltning af de to gamle klubbers logoer, hvor man har forsøgt at tage det bedste med fra begge klubber. Tulstrup er kendt som den lille nichebane med ni huller anlagt af feinschmeckeren Eskild Thygesen for feinschmeckere, der ikke slår langt, men til gengæld snorlige i en park mellem åer og søer. Og så Ikast Golf Klubs skovbane, der er anlagt som det kuperede paradoks på den jyske hede, og som på kun 27 år har sikret sig ikke færre end fem danske individuelle mesterskaber og spillet to sæsoner i Elitedivisionen.

Kontingent:

5.800 - giver fuld adgang til spil på alle 36 huller

2.900 - giver adgang til to 9-hullers baner

Ordet er dit