Tip os

Kvindelig Skat-ansat overfaldet ved sit hjem i nærheden af Engesvang

En kvindelig ansat hos Skat blev tirsdag morgen overfaldet uden for sit hjem
15. marts 2017, 06.26

BORDING-SIlkeborg

Tirsdag morgen klokken 6.28 blev en ansat ved Skat Århus overfaldet af en ukendt gerningsmand uden for sit hjem - en landejendom på V. Bordingvej ved Kragelund tæt på Engesvang.

Midt- og Vestjyllands Politi kan endnu ikke sige noget om, hvorvidt hændelsen er arbejdsrelateret. Men det er - siger politiiet - påfaldende mistænkeligt, at overfaldet sker på et øde sted.

Hun var på vej på arbejde i Skat i Århus.

Kvinden blev i går behandlet for sine skader. Politiet har endnu ikke en diagnose, men det tyder på, at kvinden har fået brud i ansigtet og brækket ribben. Det oplyser politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi Hans Roost.

I dag fortsætter politiet efterforskningen. Man skal have en snak med offeret, der var for chokeret i går til en afhøring.

På grund af den igangværende efterforskning er Midt- og Vestjyllands Politi ret sparsom med oplysninger i sagen, blandt andet om hvor vedkommende bor. Det eneste, vi ved på nuværende tidspunkt, er, at det er en øde beliggende landejendom mellem Bording og Silkeborg.


Fuldstændig uacceptabelt

Skat oplyser ifølge Ritzau, at man heller ikke her ved, om overfaldet er motiveret på grund af den ansattes job. Fokus lige nu er på at tage hånd om den pågældende medarbejder og familie.

- Med forbehold for at vi ikke kender sagens omstændigheder, kan det ikke udelukkes, at overfaldet er arbejdsrelateret. Det er fuldstændig uacceptabelt, siger Merete Agergaard, der er konstitueret direktør for Skat, i en skriftlig udtalelse.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at tage hånd om medarbejderen og dennes familie. På nuværende tidspunkt kan vi ikke oplyse mere af hensyn til politiets efterforskning, lyder det videre.


Ordet er dit