Tip os
  • 1/: 40 deltog i det første Kulturforums-møde ?PRIVATFoTO
  • 1/: Helle Mathiasen (V) - formand for kultur- og fritidsudvalget

Lad borgerne fantasere og være kreative

Kulturforum i arbejdstøjet - 40 tog del i det første møde
23. september 2017, 10.58

IKAST-BRANDE »Lad borgerne få mulighed for at bruge deres fantasi og at eksperimentere«.

»Gør kreativitet og kultur til en del af hverdagen.«

Det var bare to af de budskaber, der blev smidt på bordet foran de 40 kulturelle ildsjæle, som forleden deltog i det første Kulturforum-møde.

Kulturforum er en udløber af kultur- og fritidsudvalgets proces med at lave en kultur- og bibliotekspolitik.

40 interesserede tilmeldte sig det første møde, der blev holdt i Niebuhr Gear's kantine.

Lene Tanggaard, professor fra Aalborg Universitet, fortalte om 'Kreativitet i et kulturperspektiv'.

- Det var en fantastisk dag, siger formanden for kultur- og fritidsudvalget, Helle Mathiasen.

- Vi fik præsenteret de nye markedsføringstiltag, som vi har sat i gang på kulturområdet, og som vi alle kunne bakke op om. Det er super gode tiltag, som hjælper med at få kulturen på tapetet - også i vores kommune.


Født som kreative individer

Lene Tanggaard kom med et interessant indlæg omkring kreativitet i hverdagen.

- Det, som jeg synes var interessant ud fra et forskningsmæssigt synspunkt, var blandt andet, at vi er alle født som kreative individer, og indtil 10 års alderen er vores kreativitet i fuldt flor, hvis vi stimulerer den. Derefter begynder vi at lade os begrænse i den kreative frihed. Det betyder, at introduktionen til kunst, kultur, musik er vigtig at få styrket på daginstitutionsområdet og i indskolingen. Vi skal lade kreativiteten folde sig ud i hverdagen, og turde bruge kreative metoder i vores problemløsninger. Vi skal turde at være kreative, og glæde os over at der ofte kommer et andet resultat ud af processen, end den der var tænkt fra starten.

Deltagerne i det første Kulturforum drøftede også nye projekter, som er på vej, arbejdsgrupper, og økonomien på kulturområdet i kommunen.

Spørgsmål som »hvordan skaber vi råderum til nye kulturtiltag?«, »hvad skal vi fortsætte med, og hvad skal vi holde op med for at skabe det råderum?« blev stillet. Og deltagerne kom med forslag til ændringer i prioriteringerne.

- Men det viser sig, at mange kulturfolk også synes, det er uendeligt svært at sortere fra for at give plads til nyt, siger Helle Mathiasen.

Der er allerede sat en dato for det næste møde i Kulturforum. Det bliver lørdag 27. januar.

- Nu glæder os til kulturnatten, der har et flot program, som udspiller sig over hele kommunen.


Ordet er dit