Tip os
Niels Christensen

Lokal brandmand ny vicelandschef

Beredskabs-forbundets nye vicelandschef hedder Niels Christensen
15. maj 2017, 08.45

IKAST Præsident Jan Johansen i Beredskabsforbundet har udpeget 61-årige Niels Christensen fra Ikast til vicelandschef. Pladsen i præsidiet stod vakant efter, at Niels Bonde Jensen tidligere på året er tiltrådt som landschef i Beredskabsforbundet.


41 år i beredskabet

Med snart 41 år i beredskabet og de sidste mange år helt i front som chef i beredskabet og sit nuværende arbejde som viceberedskabschef ved Brand & Redning MidtVest, har Niels Christensen en stor viden på hele beredskabsområdet. Niels Christensen har tidligere været formand for Foreningen af Kommunale Beredskabschefer. Han har derfor en meget bred viden om hele det danske beredskab og en historik, som skal inddrages, når der skal tages stilling til de udfordringer, som ligger forude. Niels store evner som aktiv lytter har været værdsat i de mange udvalg, hvor han har haft en rolle igennem tiderne.

- Det er med stor glæde, at jeg ser frem til at være en del af det frivillige beredskab. I funktionen som vicelandschef ser jeg også frem til at komme rundt i landet og hilse på de mange topmotiverede frivillige, siger Niels Christensen.

- Jeg håber, at jeg med min erfaring fra næsten 41 års tjeneste i redningsberedskabet kan bidrage til den udvikling, som hele organisationen arbejder med. Jeg er også helt klar over, at vi som landsledelse skal være meget opmærksomme på, at organisationsændringer skal give mening for alle. Derfor skal vi have respekt for det arbejde, som pågår i strukturudvalget.


Store udfordringer

- Et er, hvordan vi organiserer os, men det er også vigtigt, at vi er klar til at lytte til de behov, som samarbejdspartnerne stiller til os. Her tænker jeg på de store udfordringer, som vi har set de seneste år, hvor vejret er årsag til talrige opgaver i forbindelse med oversvømmelser og væltede træer. Det ekstreme vejr presser det daglige beredskab, og her skal de frivillige være klar. Tilbyder vi de kompetencer, som kommunerne efterspørger? Jeg ser en oplagt mulighed i, at lokale samarbejdsaftaler er på plads, så de frivillige er klar, når kommunerne skal bruge kompetencer i opstilling af mobile dæmninger, fjerne væltede træer, forplejning på skadesteder, transportopgaver, forebyggelsesopgaver. Listen kan blive lang, men vi skal være parate til at tage udfordringerne op. Jeg glæder mig til samarbejdet, siger Niels Christensen.

Præsident Jan Johansen byder den nye vicelandschef velkommen.


Passer perfekt

- Det er med største fornøjelse, at jeg som præsident for Beredskabsforbundet på Landsledelsens vegne kan udnævne Niels Christensen som ny vicelandschef for den vestlige del af Danmark, udtaler Jan Johansen og fortsætter: - Han passer perfekt ind i Beredskabsforbundet og i forbundets præsidium, der står i spidsen for de ca. 7000 frivillige i Beredskabsforbundet. Med sin store faglighed gennem snart 41 år i beredskabet er han yderst kvalificeret og et stort aktiv for Beredskabsforbundet.

Præsidiet består herefter af landschef Niels Bonde Jensen, vicelandschef Stine Arenshøj og vicelandschef Niels Christensen foruden Jan Johansen som præsident.

Niels Christensen blev indstillet og udpeget ved Beredskabsforbundets landsledelsesmøde fornylig i Vejle.


Fakta:

Niels Christensen - kort CV:

2016 - Viceberedskabschef ved Brand & Redning MidtVest

2007-2016 - Beredskabschef i Ikast-Brande kommune

1996-2007 - Beredskabschef i Ikast Kommune

1982-1996 - CF-assistent i Ikast civilforsvar

1977-1982 - Frivillig i Grenå civilforsvar

1976-1977 - Værnepligtig ved Midtjyske CF-kolonne<\/p>

Ordet er dit