Tip os
Gennem mange år har Anny Fromm Eriksen fra Brande Bibliotek læst nyheder op for svagtseende og blinde fra et lydstudie i Brande foto Henrik Ole Jensen

Lydavisen forsøges genoplivet

Som følge af besparelserne på biblioteksområdet måtte Ikast-Brande Kommunes lydavis tidligere på året lade livet, men nu forsøges lydavisen genoplivet på frivillig basis
22. maj 2017, 14.11

NYHEDER Igennem årtier har blinde og svagtseende i først henholdsvis Ikast og Brande og siden kommunesammenlægningen for godt ti år siden hele Ikast-Brande Kommune kunnet benytte sig af et tilbud om en ugentlig lydavis med lokale nyheder. Men den mulighed eksisterer ikke længere.

Biblioteket, som har stået for produktionen og udsendelsen af lydavisen, skulle i år finde besparelser på en halv million kroner, og det kom blandt andet til at koste lydavisen livet.

Carsten Dalgaard, der blandt meget andet er medlem af Ældrerådet og udpeget som rådets medlem af biblioteksbrugernævnet, har dog ikke tænkt sig at opgive så let, og han vil gøre sit til at få lydavisen tilbage på (lyd-)sporet:

- Jeg vil blive ved med at slås for det, foreløbig valgperioden ud, siger Carsten Dalgaard, der ligesom resten af Ældrerådet er på valg til efteråret samtidig med byrådet.

Sammen med Marie Kristjansen, der er leder af Dansk Folkehjælps seniornet i Brande og i mange år har samlet de udklip fra lokale dagblade og ugeaviser, der danner grundlaget for lydavisen, har han tilbudt sin assistance året ud, men håbet er at finde en eller flere oplæsere, der kan indlæse avisen på fast, ugentlig basis. Eneste krav er, at man har en god stemme og er en nogenlunde habil læser og så i øvrigt kan afse en time eller to om ugen til formålet. Indlæsningen foregår onsdag - torsdag, så lydavisen, der bliver sendt ud med posten, kan være fremme hos modtagerne inden weekenden.


Går bredere ud

I første omgang har man søgt efter oplæsere i Brande-området, forklarer Carsten Dalgaard. Årsagen er, at lydstudiet, hvor indlæsningen foregår, og udstyret til kopiering af cd'erne, der indeholder lydavisen, befinder sig på Brande Bibliotek, men nu vil man forsøge at gå bredere ud geografisk.

Ældresagens lokalafdeling i Brande havde i første omgang udtrykt deres velvilje, men endte med at bakke ud, da de blev klar over opgavens omfang, en beslutning Carsten Dalgaard har fuld forståelse for.

Skulle man gå rundt med en nyhedsoplæser i maven, kan man kontakte enten ham eller til Anny Fromm Eriksen på Brande Bibliotek, som i over 30 år stod for indlæsningen af lydavisen.

Har man mod på opgaven, kan man aflægge en kombineret lyd- og optagelsesprøve, og så har biblioteket ellers lovet at fungere som teknisk back-up, hvis det lykkes at få lydavisen tilbage i trykken.


Ordet er dit