Tip os
  • 1/: Anna Munk Snedker er kun 12 år - men har været med i to år
  • 1/: Poul Erik Christensen har været med i brass bandet i 50 år
  • 1/: Poul Lund - mangeårig musiker og medlem af bandets orkesterudvalg
  • 1/: Ny dirigent, Jens Didriksen
  • 1/:
  • 1/:
  • 1/: Jens Didriksen instruerer nye numre til brass bandet
  • 1/: Ældste medlem er Lloyd Clemente, der er over 80 år gammel
  • 1/: Ikast og Herning FDF Brass Band i de nye øvelokaler

Masser af blæs og brassband på Nygaarden

Ikast og Herning FDF Brass Band har fået fast tilholdssted i »kartoffelhuset«
17. maj 2017, 06.58

IKAST Normalt overdøver legende FDF-børn alt på kredshuset Nygaarden på Præstevænget i Ikast.

Men én aften om ugen - tirsdag - er det lyden af »messingsuppe« i form af kornetter, basuner, trompeter og trækbasuner, man kan høre i de pittoreske rammer på den gamle borgmestergård i byens nordlige del.

Sidste år døde Ikast og Herning FDF brassbandets mangeårige leder, Børge Nørkjær. Han var dirigent i så mange år, at han på verdensplan var tæt ved at være den dirigent, der havde været leder af et brass band i længst tid.

- Fremtiden efter Børges død har været lidt usikker. Men nu har vi fundet både øvelokaler og en ny dirigent, siger et af de mangeårige medlemmer, Poul Lund.

Han og brass bandets 25 medlemmer har været i gang siden nytår med renovering af kartoffelhuset, der er en tilbygning til FDF-kredsens hus på Præstevænget.

- Og nu har vi fået et fast tilholdssted, som er virkelig velegnet, siger Poul Lund, der også med glæde noterer sig, at en ny dirigent svinger taktstokken.


Ny dirigent

Brass bandets nye mand på den post er Jens Didriksen fra Silkeborg.

Han arbejder som jobkonsulent i Ikast-Brande Kommune og er flasket op med brass bandmusik i FDF-regi.

- Der kom en henvendelse om, at de manglede en dirigent - det kunne jeg da godt tænke mig, siger Jens Didriksen, der kalder brass bandet for byens bedste. Ledsaget af et lille smil.

Der er jo ikke andre i byen ...

- Vi uddanner ikke folk til konservatoriet, men tilbyder hyggelige timer og et godt fællesskab om musikken. Yngste deltager er 12 år og ældste 81, men musik er noget, der binder folk sammen, og det er vigtigt at holde liv i traditionen med et brass band i FDF-regi, siger dirigenten, der gerne vil arbejde for at trække nye generationer til.


Vil gerne have nye med

Poul Lund tilføjer: - Vi ser gerne nye. Vi har mange instrumenter, der ofte er dyre, så man behøver ikke selv at investere i ét. Eneste krav er, at man er medlem af FDF.

Det er for eksempel Poul Erik Christensen, der bliver 60 her i maj og som har fejret 50 års jubilæum med bandet.

Han startede på Vestre Skole med Børge Nørkjær som dirigent. I dag er han en af de øvede musikanter, der spiller i flere orkestre

Han spillede som værnepligtig med i Søværnets Tambourkorps og har været på opgaven i den sammenhæng i Holland, England og Rusland, hvor han blandt andre har spillet for Bresnjev.


Yngste musiker på 12 år

I den anden ende af aldersskalaen finder man yngste deltager, 12-årige Anna Munk Snedker, der startede for et par år siden.

- Og jeg kan - næsten - noderne siger Anna, der synes, det er sjovt at spille.

- Mange i min alder synger, men der er ikke så mange, der spiller brass band, som både har klassisk musik og pop med. Det er der mange, der ikke er klar over.






Ordet er dit