Tip os

Nu kommer Bestseller med en kæmpestor plan i Brande

Klar til at realisere planerne om en butiksby, uddannelse, hotel - med Danmarks højeste højhus
08. august 2017, 14.11

BRANDE Siden byrådets vedtagelse af en lokalplan, der i 2013 muliggjorde anlæggelsen af en outletby på nordsiden af motorvejen, har der været stilhed om planerne, men nu er Bestseller klar til at realisere nye planer for området, som bl.a. omfatter opførelsen af Danmarks højeste højhus.

Rygterne har cirkuleret et stykke tid, men i forbindelse med mandagens biksemadsmøde på Café Tankefryd blev planerne for første gang kommenteret fra politiker-side: Efter mere end fire års tilløb er modekoncernen Bestseller rykket et stort skridt nærmere på at sætte gang i byggeriet af en udvidelse af modekoncernens hovedkontor, en udvidelse der kommer til at omfatte detailbutikker, restauranter, hotel og ikke mindst Danmarks højeste højhus på over 200 meter i højden.

Planerne kom første gang til offentlighedens kendskab i begyndelsen af 2013. Dengang var der tale om et outlet-område, men i den version, der nu bliver realiseret, bliver der tale om en udvidelse af hovedkontoret inkl. nye kontorer, offentlige hoteller, uddannelsesinstitutioner, aktivitetsmuligheder og op imod 30 egentlige butikker, som også skal handle med andet end tøj.

Tilbage i 2013 var byrådet indkaldt ekstraordinært for at sætte turbo på processen med at få godkendt en lokalplan for området på nordsiden af motorvejen, og Bestseller finansierede selv en tunnel under selvsamme motorvej, da omfartsvejen blev udbygget.

- Byen vil forandre sig, konstaterede viceborgmester Preben Christensen (FL) på biksemadsmødet, mens Dansk Folkepartis gruppeformand og spidskandidat ved efterårets kommunalvalg, Simon Vanggaard Nielsen, erklærede, at "vi skal være klar til at understøtte udviklingen".


Ordet er dit