Tip os
Louise Kathrine Thuesen glæder sig til at indrette sin butik på Strøget 23. Hun får nøglerne udleveret fredag eftermiddag
Foto: Steen Hebsgaard

Ny forretning i Strøgcentret: Kathrines Have

Den tidligere boghandel skal rumme brugskunst, grønne planter og interiør til børn og voksne
18. marts 2017, 09.46

IKAST Ikasts bymidte får nu en ny forretning og lukker dermed et af de »huller«, der er opstået i Strøgcentret.

20. april slår 40-årige Louise Kathrine Thuesen dørene op for sit projekt i de lokaler på Strøget 23, som indtil fornylig rummede boghandel.

Forretningen kommer til at hedde »Kathrines Have«, og bag det spændende navn gemmer sig også et lidt spændende koncept.

Kathrines Have vil nemlig rumme et mix af brugskunst, grønne planter, afskårne blomster ved specielle lejligheder, møbler til børn og voksne, eksklusivt legetøj.

- Det bliver en specialforretning, hvor jeg lægger vægt på eksklusivitet. Det, man kan finde her, skal man ikke kunne finde andre steder i nærheden. Det skal være en oplevelse at gå ind i forretningen, fortæller Louise Kathrine Thuesen, der fik nøglerne til den forladte butik udleveret fredag eftermiddag og nu skal i gang med en større renovering og indretning.

Navnet »Kathrines Have« stammer naturligvis fra Louises eget navn, mens »haven« skal lede tankerne hen på en oase i bymidten, hvor man kan gå ind og finde inspiration.

Louise Kathrine Thuesen er uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed og har erfaringen fra butiksverdenen fra dengang, hendes mor, Elin Hald, drev brugskunstforretninen Ællingen ved den gamle rutebilsstation i Ikast.


Ordet er dit