Tip os
  • 1/: Tvivlsomme Typer har mange ansigter - som det kan ses af deres reklamefoto til det nye show. ?Privatfoto
  • 1/: En scene fra forestillingen for to år siden.
    Foto: Steen hebsgaard

Skæve, skøre og tvivlsomme typer

Satiregruppen med fem unge glæder sig til showpremieren på »Den svære 2'er« i Bakkehuset
21. april 2017, 13.30

IKAST Der er både grin og bid i tekster og sange, når satiregruppen »Tvivlsomme Typer« lørdag 29. april går på scenen i Bakkehuset med premieren på dens nye show.

Det lover gruppen i hvert fald selv på sin hjemmeside. Og noget er der nok om det.

For cirka to år siden havde satiregruppen premiere på det første show. Det var også henlagt til Bakkehuset. Det gik så godt, at gruppen siden har optrådt flere steder og nu altså er klar til den svære 2'er - som så også har fået titlen »Den svære 2'er«!


Større ambitioner

- Det er klart, at det er lidt sværere. Forventningerne er jo skruet op, og vi har sat ambitionsniveauet i vejret, siger den ene af de fem skuespillere i gruppen - der også er lokal - Simon Vanggaard.

Og jo - det er selvsamme Vanggaard, som bor i Ikast, arbejder på Klovborg Friskole og sidder i byrådet.

Han og de fire medvirkende kvinder lærte hinanden at kende under læreruddannelsen i Silkeborg sammen med de to musikere og en tekniker, der udgør det samlede hold.

Skuespillerne og musikerne har medvirket i flere musicals, og de har på skift medvirket i den årlige revy på læreruddannelsen.


Karikerer typer

Gennem arbejdet med musicals og revy blev de inspireret til at lave deres eget show med musik, sang og sketches. I deres shows karikerer de typer, de fleste kender og har fordomme om - deraf kommer navnet "Tvivlsomme Typer".

Gruppen fungerer selv som manuskriptforfattere, instruktører, skuespillere, musikere og teknikere. Inspirationen finder de i deres hverdag, når de ser tv, på de sociale medier og når de besøger familien.

- Første gang er jo som bekendt altid lidt svær. Men det gik jo godt. Anden gang er på mange måder mindst ligeså besværlig. Nu har man jo pludselig noget at skulle leve op til - eller overgå - eller råde bod på siger en anden af skuespillerne Sisse Bruun Andersen, der lover, at der bliver meget at grine af under de næsten 30 indslag, man kan opleve i Bakkehuset.

Tvivlsomme Typer's medlemmer bor og arbejder som lærere forskellige steder i regionen, men mødes ofte for at dyrke den fælles interesse og øve sig på nye shows.

Det har de gjort det sidste års tid, og nu klar til at præsentere resultatet.


Skøre typer

- Vi er klar med et galleri af skæve, skøre, genkendelige og ikke mindst tvivlsomme typer, som de fleste garanteret har mødt på deres vej, siger Sisse Bruun Andersen.

- Vi har skrevet på det, øvet og købt kostumer gennem det sidste halve år. Så nu er vi klar, siger Simon Vanggard, der tilføjer, at de har lært meget af publikums reaktioner på det første show.

- Vi ved, hvad der virker, og hvad publikum reagerer på.

Tvivlsomme Typer skriver og komponerer selv den musikalske satire-anretning, som nok vil sætte tingene lidt på spidsen - antyder de i hvert fald selv. Men som også er til at grine af.

- Det handler jo også om, at folk skal have en hyggelig aften med et glas vin på bordet. Og Bakkehuset egner sig fortrinligt til vores show, siger Sisse Bruun Andersen.

De øvrige skuespillere er Mathilde Rud Ottosen, Dorte Thomsen og Cæcilie Steffensen.


Ordet er dit