Tip os

Socialt bedrageri stoppet: Gevinst på otte millioner

Kommunen tjener penge på den såkaldte kontrolgruppe
20. marts 2017, 10.31

IKAST-BRANDE Ikast-Brande Kommunes indsats med den såkaldte kontrolgruppe, der opsøger og finder socialt bedrageri, giver pote.

I 2016 har kontrolgruppen behandlet 209 sager omhandlende 169 forskellige personer. Og der er med både tilbagebetaling og besparelser i ydelser opnået en økonomisk gevinst på knapt otte millioner kroner.

Det fremgik af byrådsmødet forleden.

- Vores indsats mod socialt bedrageri bærer frugt. Vi kan se på konkret på beløb, men der er også en adfærdsregulerende effekt af dette arbejde. Det tager nok lidt af lysten til at snyde, når man ved, at vi er efter dem. Meningen er jo, at kommunen skal hjælpe dem, der er i nød, sagde borgmester Carsten Kissmeyer på mødet.

Også Birthe Sørensen (S) havde en pointe:

- Jeg tænker på, hvad vi kunne have undgået af besparelser, hvis folk ikke havde snydt. Spørgsmålet er, om vi skal ansætte én mere, som åbenbart kan tjene sine penge hjem.

For de sager hvor kommunen har haft den fulde myndighedskompetence, har der været en fremtidig besparelse på kr. 5.625.286 kr. Der er rejst tilbagebetalingskrav på kr. 686.686.

For de ydelser, hvor Udbetaling Danmark har myndighedskompetencen, men hvor kontrolgruppen har været med til at afklare sagerne, er der i 2016 stoppet fremtidige ydelser for kr. 726.000 og rejst tilbagebetalingskrav på kr. 798.000. Det giver et samlet resultat i 2016 på kr. 7.836.972.

Den præventive effekt er ikke målbar. »Der er dog ingen tvivl om, at den præventive effekt er ganske betragtelig. Borgernes bevidsthed om, at risikoen for at snyd afsløres er vigtig for en effektiv forbyggende kontrolindsats«, skriver kommunen i sagsbeskrivelsen.


Ordet er dit