Tip os

Tom pengetank - men Ikast Musikliv klar i 2018

Der kom færre publikummer om lørdagen - og der har aldrig været drukket så lidt øl som i år
11. oktober 2017, 08.57

IKAST Ikast Musiklivs opsparede pengetank er tom.

To dages festival tredje weekend i juni gik arrangements-mæssig godt. Musikken var i top.

- Men vejret drillede lidt. Der kom færre publikummer om lørdagen, og de købte langt mindre øl, end vi havde budgetteret og regnet med, siger festivalformand Robert Bagger.

Det betyder, at den kassebeholdningen, Musikliv havde oparbejdet de senere år, er brugt op.

- Vi har kunne betale regninger. Men vi starter forfra med 2018. Og vi gennemfører en festival, fastslår Robert Bagger.

Bestyrelsen er allerede i gang med planlægningen af en to dages festival den tredje weekend i juni næste år.

Samme tid. Samme sted.

Men på nogle områder knapt så ambitiøs.

- Vi er jo nødt til at lave et budget, der matcher dette års niveau. Vi skærer ned på sceneantallet, vi fastholder musik-niveauet, men måske med lidt færre bands. Og så håber vi for alvor publikum, vil bakke os op, siger Musiklivs formand, der har stor ros til overs for de mange frivillige - og en stor tak til de sponsorer, der år efter år vælger at hjælpe initiativet.

- Vi har fuld opbakning fra de frivillige til at fortsætte, og vi har talt med flere sponsorer, som stadig er med og bakker op. Det er rart, siger Robert Bagger.

Oprindeligt meldte festivalen ud efter juni-festen, at arrangementet løb rundt.

Når det alligevel gav det underskud, der nu har tømt kassen, skyldes det en budgetteringsfejl, som man fandt senere.


Ordet er dit