Tip os
Hestlund Efterskoler lægger rammer til Blå Kors' ungdomslejr Privatfoto

Udsatte unge skal på sommerlejr i Midtjylland

En uge med snobrød, hygge og fysiske aktiviteter for 28 udsatte unge på Blå Kors' Unglejr på Hestlund Efterskole
07. juli 2017, 16.30

HESTLUND En god blanding af fællesskab, fordybelse og masser af af sjov.

Det venter deltagerne på Blå Kors' Unglejr i Bording i år, hvor der vil være blandt andet snobrød, bål, sang og vandkamp på programmet.

Lejren finder sted på Hestlund Efterskole i Bording. Det er et af 10 steder i Danmark, hvor Blå Kors Danmark i år sender i alt 290 udsatte børn og unge på sommerlejre. Det kan være børn og unge, som har forældre med alkohol- eller stofmisbrug, psykiske problemer eller som på anden vis er sårbare.

Unglejren er for unge i alderen 15 til 20 år. Lejren begynder lørdag 15. juli og slutter fredag 21. juli.

Ifølge ferielejrkoordinator Sandra Trampedach Junget skyldes lejrenes popularitet et generelt stigende behov:

- Der er flere trængte familier, der ikke ikke selv har mulighed for at give deres børn sommerferieoplevelser. Mange, fordi de ikke har økonomisk eller mentalt overskud, fortæller hun.


Lejre i hele Danmark

De knap 300 børn og unge er fordelt på 10 lejre rundt omkring i landet. Hver lejr har sit særlige tema eller koncept, som deltagerne ser frem til at opleve. Eksempelvis kan man komme på ridelejr, adventurelejr eller lejr til søs ombord på et træskib.

For nogle af børenene er det første gang, de skal af sted, mens andre har prøvet det flere gange før. Fælles for de fleste er, at lejrene er et frirum, hvor de kan komme hjemmefra og opleve at blive en del af et fællesskab, som kan give ballast i hverdagen.

En undersøgelse fra 2014 har vist, at netop oplevelser på sommerlejre sætter sine aftryk hos de deltagende børn. Fællesskaberne sammen med andre børn og ikke mindst de frivillige lejrledere er med til at styrke børnenes selvværd, give dem nye venskaber og oplevelser for livet.


Ordet er dit