Tip os log ind
Tidligere arkitekt John Danielsen er næsten hver dag i det center, som han selv har tegnet.
Foto: Flemming Thulstrup

- De havde hul i hovedet

08. juni 2017, 14.32

strøgcentret Det er tidligere arkitekt John Danielsen fra Ikast, der har slået stregerne til Strøgcentret, der som arkitektonisk værk er temmelig enestående.

- Jeg må da også erkende, at jeg fandt det meget specielt, da initiativtagerne fremlagde planerne for mig. Jeg troede rent ud sagt, at de havde hul i hovedet, erindrer John Danielsen, der alligevel tog imod udfordringen.

- Jeg var først og fremmet bekymret for sådan at lade andre bygninger indgå i projektet, men jeg kunne så ved selvsyn konstatere, at der ikke var bevaringsværdige bygninger imellem, siger Ikast-arkitekten.

Ordren på et styk Strøgcenter kom omkring et år inden selve indvielsen, og det betød, at man var rundt på ekskursioner for at få inspiration til at løse opgaven. Blandt andet gik turen til Flensborg, hvor delområder er overdækket.

Arkitektfirmaet i Ikast havde dog ingen, som man direkte kunne efterligne, men nogenlunde samtidig udviklede smedefirmaet H.S. Hansen fra Lem en drivhus-teknologi, der næsten passede som fod i hose på projektet i Ikast.

- Der var udfordringer undervejs. Blandt andet skulle vi jo tale med samtlige husejere, der var involverede i det 270 meter lange projekt, fortæller den tidligere arkitekt, der med god grund er stolt af projektet.


Ingen drivhuseffekt

John Danielsen var dog lidt bekymret, da projektet stod klar til brug.

Bekymringen handlede om en form for drivhuseffekt.

- Jeg var bange for, at centret på varme dage ville få præg af, at man befandt sig i et drivhus, siger han.

Denne bekymring er dog blevet gjort til skamme. Faktisk er det herligt tempereret at gå rundt i centret, dels på grund af de 13 udgange, dels fordi omkring 30 procent af glasruderne åbnes automatisk.

Efter projektet har mange byer været på jagt efter en lignende løsning, og omkring en snes byer har henvendt sig til John Danielsen.

- Men projektet i Ikast er helt unik på grund af bygningsmassen og den ret smalle gade. Det kan næsten ikke lade sig gøre andre steder.

Heller ikke i Nuuk på Grønland, hvor arkitekten fra Ikast var inviteret for at kigge på forholdene.


Ordet er dit