Tip os log ind
De sidste håndværkere er lige ved at få det sidste på plads og gøre klar til på lørdag, hvor krostuen på Bøllingsø Bryghus åbner igen. Fuldstændigt nyrenoveret med respekt for den hundrede år gamle, historiske krostue

100 års genåbningsfest på Bøllingsø Bryghus

ENGESVANG Det er Folketingets øllaugs skjald, MF Mogens Jensen (S), der lørdag den 31. marts kl. 17 klipper den røde snor over til (gen)åbningen af krostuen på Bøllingsø Bryghus i Engesvang.
26. marts 2012, 14.21

Udover det obligatoriske skål har Mogens Jensen lovet at synge for til en særlig drikkevise af Halfdan Rasmussen. En drikkevise, der aldrig er skrevet ned, men kun gået i arv fra mund til mund.

Engesvang Kro er bygget i 1912, sååbningen af den lækre, nyrenoverede krostue falder præcis i hundredeåret for den første kro på stedet. De første mange år var kroen afholdshotel - det var faktisk først i 1968 det lykkedes at få en kongelig bevilling til udskænkning af alkohol. Indtil da havde byens borgere kæmpet imod.

I 2008 etablerer en gruppe frivillige et mikrobryggeri i den gamle kroejendom, der har stået tom i nogle år. Et år senere løber det første øl ud af hanerne Bøllingsø Bryghus. Samtidig begynder bryghuset med den traditionelle fredagsbar i den historiske, gamle krostue. Et nedslidt og trangt lokale, der i løbet af de seneste to-et-halvt år er blevet et fast mødested for Engesvang. Hver fredag kl. 16 til 20 - og indimellem også til velbesøgte fester med god musik og øl.

Den første januar i år køber Bøllingsø Bryghus A/S bygningerne og samtidig begynder en omfattende renovering og udvidelse af krostuen. En del af loftet er fjernet til en ledig lejlighed over krostuen, der dermed er blevet dobbelt så stor - uden den hyggelige og intime stemning går tabt.

Når Mogens Jensen har klippet snoren til bryghusets nye værtshus er der lagt op til fest resten af aftenen - og natten. Kl. 19.30 giver countrysangerinde Ester Brohus en unplugged koncert med sit band. Ved 21.30 fortsætter det lokale Engesvangband Usnd\'Elly festen på bryghuset til ud på de små timer.

Der er gratis entré hele dagen - alle er velkomne. Der kan ikke købes billetter, og der kan ikke reserveres plads. Se mere på bbryg.dk


Ordet er dit