Tip os log ind

Herning-dreng boss for Herning

54-årige Erik Hattens udnævnt til ny kommunaldirektør for Herning Kommune
26. august 2015, 08.00

herning Det er en Herning-dreng med stort H, der bliver den øverste chef for Herning Kommune og dens 8000 ansatte.

Erik Hattens blev i aftes godkendt af Herning Byråd som ny kommunaldirektør. Han afløser Lone Lyrskov, der tidligere på året søgte og fik arbejde ved Silkeborg Kommune.


Altid Herning

54-årige Erik Hattens er født i Herning, er samfundssproglig student fra Herning Gymnasium og blev senere cand.rer.soc. ved Odense Universitet.

Det er en uddannelse inden for områderne politik, planlægning, økonomi og sociologi.

Efter et smut rundt om Ringkøbing Amt som sundhedsplanlægger blev Erik Hattens i 1994 ansat ved Herning Kommune.

- Jeg glæder mig utrolig meget til opgaven. Jeg er født i Herning, har arbejdet i Herning Kommune siden 1994, og jeg brænder for kommunen, byen og området som sådan. Derfor er det selvfølgelig et drømmejob for mig at blive kommunaldirektør. Helt grundlæggende er Herning Kommune en veldrevet koncern med orden i økonomien og dygtige, dynamiske og engagerede medarbejdere og ledere, siger Erik Hattens i en pressemeddelelse om sit nye job.


15 ansøgere

Erik Hattens er valgt blandt 15 ansøgere til stilling som den øverste embedsmand ved Herning Kommune.

Borgmester Lars Krarup (V) begrunder valget af Erik Hattens sådan:

- Med Erik Hattens som ny kommunaldirektør får vi en person for bordenden, som om nogen kender Herning-ånden, og som kender arbejdspladsen og forretningen Herning Kommune bedre end alle andre.


Lange seje træk

For 11 år siden blev Erik Hattens ansat som fuldmægtig på rådhuset.

Efter fem år blev han budget- og regnskabschef, i 2002 økonomichef og i 2008 direktør for Økonomi, Personale & Borgerservice og medlem af den direktion, hvor han i dag skal sidde for bordenden.

- Erik Hattens har været med hele vejen i det lange, seje træk, som har gjort Herning og Herning Kommune til det, området er i dag, siger Lars Krarup og fortsætter:

- Han er stærkt udviklingsorienteret, og han har blik for nye tendenser og trends på det kommunale område. Jeg har store forventninger til det fremtidige samarbejde med vores nye kommunaldirektør.


Endnu skarpere

Erik Hattens bor midt i Herning med sin kone Elisabeth, har tre børn og tiltræder som ny kommunaldirektør 1. september.


Ordet er dit