Tip os log ind
Bente Jensen bor i dag i en lejlighed på Ørbæklund. Det er tanken, at hun en dag skal flytte ud for sig selv, men hun er endnu ikke stærk nok til att tage dette skridt. ?privatfoto

Medicinen gjorde hende syg

Bente Jensen har været under psykiatrisk behandling i 20 år og mener at hun i hele forløbet er blevet fejlbehandlet
05. maj 2016, 11.13

psykiatri Hun sidder og nipper til tekruset, mens hun kigger ud ad vinduet på Ørbæklund, hvor foråret så småt spirer frem.

- Der er stadig noget galt med min hjerne, konstaterer hun og fortæller.

Det er en lang beretning om sygdom, svigt, medicin, læger og sygeplejersker.

Bente Jensen er i dag 36 år og venter på at vågne af dvalen og komme i gang med livet. Hvornår det sker, ved hun endnu ikke.

Bente Jensens historie er lige så lang, som den er trist. Det vil her være for omstændeligt at komme ind på alle detaljer i livsberetningen.

Bente Jensen stammer fra Kølkær, hvor hun kom til verden som efternøler.

Hun havde en normal opvækst og tog 9. klasse på Vesterlund Efterskole.

- Jeg var lidt udenfor det hele, men blev der, fortæller Bente, der efter efterskolen søgte ind på Ikast-Brande Gymnasium.

- Det var en fejl. Miljøet var slet ikke mig. Jeg var meget alene, fortæller hun.

Og på et tidspunkt blev det bare for meget.

- Jeg er jo opdraget til at gennemføre det, som jeg har påtaget mig, men jeg kunne ikke mere, fortæller Bente, der pludselig en dag i 2. g gav op.

Den pågældende dag stod hun seriøst og overvejede at træde ud foran en lastbil og få en ende på det hele.

- Jeg gjorde det ikke, men holdt masken, indtil jeg kom hjem. Her fik tårene frit løb, erindrer den 36-årige kvinde.


Hjælp fra planteskole

Det blev faktisk indledningen til en forløb med psykologer, medicinsk behandling og psykiatere, som hun stadig mærker eftervirkningerne af.

Bente Jensen søgte egen læge, der sendte hende videretil voksenpsykiater, ligesom hun droppede ud af gymnasiet.

Der gik nu en periode, hvor hun sank hen i apati, men det kom indehaveren af Kollund Planteskole for øre.

Han tilbød hende sommerferiejob og hun kunne bare møde frem i den grad, som hun magtede.

- Jeg fik det faktisk ret hurtigt bedre, men måtte sige farvel, da sæsonen var slut, fortæller Bente.

I den følgende tid var hun ulønnet medhjælp i en børnehave og blev siden ung pige i huset i Ikast, hvor arbejdet blandt andet bestod i at passe et par tvillingedrenge.

- Det var jeg glad for, og det passede fint sammen med mine planer om at blive pædagog, fortæller Bente.

Alt tydede på, at hun var på rette spor. Medicinen blev trappet ud, og hun havde overskud til daghøjskole, og siden begyndte hun på den frie ungdomsuddannelse.


En ny nedtur

Livet synes at være kommet på rette spor for den skrøbelige Bente, der dog skal opleve en ny nedtur.

Det sker, da hendes mormor rammes af kræft og kort efter dør.

- Jeg var glad for min mormor, og det var hårdt for mig at opleve en så syg. Jeg gik helt ned. Jeg var end ikke til hendes begravelse, men startede på medicin igen, fortæller Bente.

- Men jeg får alt for meget. Jeg kan mærke, at der er noget helt galt. Jeg er ugidelig og minder mest af alt om en zombie, fortæller Kølkær-piger, der i efteråret 2000 er tilknyttet Psykiatrisk Daghospital i Herning, hvor hun får en høj dosis antidepressivt medicin.

Her møder hun også en medpatient, der er rystet ved synet af hende og konstaterer, at hun aldrig havde set nogen, der ser så syg ud.

- Den bemærkning ligesom vækkede mig. Det gik op for mig, at jeg var ved at dø af det her. De var ved at slå mig ihjel. Jeg var led og ked af det hele, og tilmed havde jeg taget 23 kilo på. Selvværdet var helt i bund, fortæller Bente, der nu tager styring om sit eget liv og forlanger at blive trappet ud af medicinen.


Kikset kærestetur

Det lykkes, og hun bliver afgiftet. For den 21-årige Bente lysner det atter. Hun får overskud til at flytte hjemmefra og starter på den pædagogiske grunduddannelse.

Det går fra opklaring til direkte solskin, da hun får arbejde i en børneinstitution. Hun får også kæreste på.

Men alt godt får en ende, og således også i denne situation, hvor arbejdsbyrden er større, end Bente magter.

- Jeg begynder at sygemelde mig og får det igen dårligt psykisk. Jeg opsøger en læge og siden psykiater, der er hurtig med at udskrive en ny ladning medicin, konstaterer Bente.

Hun falder tilbage til medicinen, først og fremmest for at bevare jobbet.

- Men der sker noget i min hjerne. Jeg er konstant træt og uoplagt, og det går helt galt på en kærestetur til Paris, hvor min kæreste ikke forstår, at jeg hellere vil ligge på hotelværelset end være rundt og opleve, siger Bente.

Efter den mislykkede tur er det slut med kæresten, og siden ryger jobbet også.

- Jeg ryger helt i kulkælderen, men melder mig alligevel til et ophold på en højskole. Det er bare ikke mig, og jeg har det skidt. Min hjerne fungerer ikke normalt. Jeg er helt nede og flytter hjem til mine forældre igen, fortæller Bente.

Hun synes, at det er mærkeligt, at ingen standser op og undrer sig over hendes tilstand, men i stedet bare bevidstløst fortsætter med at pøse medicin på.

- Undervejs kommer der konstant nye diagnoser til, og det betyder nye former for medicin, og jeg bliver bare ved med at have det dårligt, fortæller Bente.

Hun går helt i stå og ønsker bare at sove.

- Jeg har intet liv i denne periode, erkender Bente, der kommer i arbejdsprøvning, men hun møder usoigneret og ugidelig op, så det fører intet med sig, indrømmer Bente, der går helt i stå i sit liv, samtidig med at hun skovler piller ind i systemet.

- Jeg har intet liv, men lever bare i det. Samtidig er jeg desperat og leder efter én, der kan hjælpe mig. Valget falder på en mand fra Karup-egnen, der viser sig at være psykopat, fortæller Bente, der efterhånden er så syg, at hun ikke orker at stå op om morgenen.

Senere tager hun flugten fra ham og kommer til Ikast, hvor hun for en periode arbejder i hjemmeplejen. Hun også flytter ind i et rækkehus og starter på drømmeuddannelsen på pædagogseminariet.

- Men der er 47 i klassen, og det hele er meget mere end jeg kan rumme. Det indser jeg ret hurtigt og dropper ud, fortæller Bente.


Kamp for livet

Nye diagnoser kommer til blandt andet borderline, hvilket også medfører nye former for medicin. Psykiatrien er åbenbart i vildrede med, hvad Bente fejler, men finder konstant på nye diagnoser, ny medicin og nye behandlere.

- Hvis medicinen virker, så har du det, lyder det fra en ny psykiater. Jeg er altså pludselig blevet en form for forsøgskanin, som jeg har været siden, jeg var 17 år. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er blevet skadet af al den fejlbehandling, konstaterer Bente.

Inderst inde ved Bente udmærket, at der er noget, der er helt forkert, og på et tidspunkt forlanger hun at blive trappet ud af al medicinen, men det er en postgang for sent.

Abstinenserne er kolossale.

- Det er ren tortur. Jeg ser tredobbelt, og mine tanker fryser fast. Det er helt bananas, men jeg ved, at jeg er i gang med at kæmpe for mit liv, fortæller Bente, der bliver svingdørspatient på Herning Psykiatrisk afdeling.

- De, der skal hjælpe mig, traumatiserer mig i stedet. De hader, at jeg holder på min forklaring og vil bare have mig ud. Det fører til, at jeg opdigter nogle selvmordsforsøg, erindrer Bente, der bliver sendt i et bofællesskab for sindslidende.

Efter 16 måneder på stedet, der aldrig gjorde noget godt for Bente, er hun vendt hjem til hjemlige kyster. Nærmere betegnet bostedet Ørbæklund i Brande, hvor hun har en lejlighed. Det er tanken, at hun en dag skulle flytte ud for sig selv, men det skridt er hun endnu ikke klar til at tage. Hun har været på Ørbæklund et år.

- Her er jeg nogenlunde tryg, men jeg er ikke stærk nok til at flytte. Det gode ved stedet her er, at der altid er nogen at tale med, når man har brug for det, siger Bente.

En ting ved hun med sikkerhed. Noget er gået galt, for hendes hjerne er aldrig kommet sig helt. Det tilskriver hun de forskellige former for forkert behandling og de ufattelige mængder af medicin, der gennem årene er ordineret til hende.

- Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver mig selv igen, siger Bente med afmagt i stemmen.


Ordet er dit