Tip os log ind
Et lastbilchauffør fik kastet en sten i hovedet.
Foto: Colourbox

Amok mod chauffør i lastbil

27-årig mand kastede sten i ansigtet på lastbilchauffør. Blev senere anholdt med hash og skunk
18. maj 2016, 14.16

sinding/karup Tirsdag eftermiddag gik en 27-årig mand amok på motortrafikvejen ved Sinding kort før middag. Manden kørte i sin Audi A6 bag en lastbil og mistede besindelsen, da lastbilen måtte sætte hastigheden ned ved noget vejarbejde.

Først forsøgte den utålmodige bilist at overhale lastbilen højre om. Da det ikke lykkedes, prøvede han at overhale lastbilen venstre om. Det lykkedes, og han kører ind foran lastbilen og får den til at stoppe.


Sten i ansigtet

Den 27-årige stiger ud af sin bil, samler en sten op, går hen til lastbilens førerhus og prøver at kaste stenen mod lastbilens 54-årige chauffør.

Først rammer stenen sprossen i lastbilens vindue. Den 27-årige samler stenen op og kaster den igen mod chaufføren. Denne gang rammes den 54-årige chauffør, der er fra Fjerritslev på Fyn.

- Han bliver ramt lige i ansigtet ved næsen, og hans ene øje lukker til, fortæller sekretariatsleder Bent Smedegaard hos lokalpolitiet i Herning.


Et vigtigt tip

Chaufføren har trods sine skader åndsnærværelse nok til at registrere nummeret på den ophidsede mands bil.

Det tip leder politiet til en adresse på Fallesgårdvej ved Grønhøj nær Karup. En politipatrulje kører ved 17-tiden derud, og netop da kommer den 27-årige kørende i Audi'en.


Hash ud af vinduet

- Da han ser patruljevognen, prøver han at køre væk, og der er en kort forfølgelse. Betjentene kan se, at den 27-årige smider noget ud af bilens vinduer, fortæller Bent Smedegaard.

Manden bliver stoppet og sigtet for angrebet på lastbilchaufføren, og en hundepatrulje kaldes til stedet.

Politiets hunde snuser sig frem til 600 gram hash og skunk, som den flygtende bilist har smidt ud af vinduet under biljagten.

Den 27-årige mand fra Karup, der er kendt af politiet fra lignende sager, overnattede i detentionen og fremstilles i dag ved et grundlovsforhør.


Ordet er dit