Tip os log ind
  • 1/: Omkring 2000 borgere deltog i søndagens festligheder, og de fik blandt andet muligheden for at kigge ind i Flyvevåbnets Fennec-helikopter og DAT's Airbus A320-fly.
    Foto: Tom Laursen
  • 1/: Prins Joachim fik blandt andet en fremvisning af Flyvevåbnets materiel på lufthavnens forplads, hvorfra han havde første parket til en demonstration af en redningshelikopters formåen.
    Foto: Tom Laursen
  • 1/: Prins Joachim stod for den officielle åbningstale, da Midtjyllands Lufthavn blev navngivet, og han inddrog blandt andet H.C. Andersens rejseoplevelser.
    Foto: Tom Laursen
  • 1/: Familien Skaarup fra Vildbjerg var blandt de mange gæster, og far Kristian Skaarup oplevede blandt andet trylleri sammen med drengene Lau, Hjalte og Jacob.
    Foto: Tom Laursen


Royalt skær over lufthavns-navngivning

Store festligheder markerede søndag, at lufthavnen i Karup har fået nyt navn
05. februar 2017, 20.33

Karup Både borgmestre, direktører, børnefamilier og en enkelt kongelig mødte søndag op til navngivningsfest i Midtjyllands Lufthavn.

Ved middagstid ankom Hans Kongelige Højhed Prins Joachim i et rutefly fra København, og kort tid efter kunne han gøre det officielt, at lufthavnen nu har fået sig et nyt navn.

Prinsen stod for den officielle åbningstale og afsløringen af lufthavnens nye logo, hvilket foregik i selskab med omkring 100 VIP-gæster i afgangshallen.

Prins Joachim talte blandt andet om, hvordan det for 170 år siden tog H.C. Andersen tre uger at komme til København, mens luftfarten i dag har gjort det muligt for mennesker over hele verden at mødes på tværs af skel.


Midtjyder ud i verden

Han kaldte Midtjylland for en driftig del af landet og pegede på lufthavnen som en vigtig forbindelse for Midtjylland til resten af verden.

Forinden havde Jesper Rungholm, direktør i flyselskabet Danish Air Transport (DAT), forklaret, at antallet af daglige afgange snart øges til 10 om dagen.

Og lufthavnens formand, Holstebro-borgmester H.C. Østerby (S), havde forklaret, hvordan der til sommer skal flyves charterflyvninger fra Midtjyllands Lufthavn.

- Det bliver lettere for os alle at komme hertil, og det bliver lettere for midtjyderne at komme ud i verden, sagde prins Joachim.

Herefter gik prinsen ud på forpladsen for at se nærmere på Flyvevåbnets helikoptere og et DAT-passagerfly.

Der var dog ikke kun VIP-gæster til stede, for rundt om pladsen stod offentligheden klar, da der var demonstration af en redningshelikopter og et brandslukningskøretøj.


Masser af aktiviteter

Kort efter forlod prins Joachim lufthavnen, hvorefter dagens øvrige festligheder fortsatte, og de fremmødte borgere også fik mulighed for at kigge ind i de parkerede fly og helikoptere.

Særligt børnefamilierne traskede ud på den kolde forplads for at se nærmere på Seahawk-helikopteren og Airbus A320-flyet.

Indenfor i varmen kunne de mange hundrede gæster fornøje sig med masser af aktiviteter på lufthavnens gange.

Der var både en klovn med ballondyr, musikalsk underholdning, en tryllekunstner og mulighed for at klappe en af lufthavnens hunde.

Ved tryllekunstneren havde en familie fra Vildbjerg gjort stop. Kristian Skaarup havde både sin far og sine tre drenge med i Karup, så det var lidt af en drengetur.

- Vi er her mest for at se udstillingen med fly, og drengene var ret vilde med helikopterne, fortalte han.


En god oplevelse

Kristian Skaarup er vant til at rejse en del i sit job, så han har brugt lufthavnen en del for at komme til København og derfra videre ud i verden.

Han glæder sig over, at lufthavnen satser på fremgang med navneskiftet, men tvivler på, at den vil få en stor rolle at spille.

- Det tager jo ikke meget længere at køre til Billund, og Billund er lettere, hvis man skal flyve oversøisk, så man ikke skal over København, sagde han.

For Kristian Skaarup og resten af familiens drenge var søndagens navngivningsfest en god oplevelse.

- Det har været rigtig fint med noget for enhver smag. Drengene havde håbet på en større flyvemaskine, men så var de til gengæld vilde med brandslukningskøretøjet. Det er også nogle fine kager, der er oppe oven på, sagde han.


2000 besøgende

Faktisk var der masser af kager ved gate 1 og 2 på førstesalen, hvor lufthavnen havde arrangeret sin egen udgave af »Den store bagedyst«.

En kagekonkurrence med temaet luftfart havde resulteret i en lang række flotte kager udformet som landingsbaner, terminaler og bagagebånd.

Tv-vært Timm Vladimir styrede løjerne sammen med bagedyst-deltager Juliane Dixen fra Holstebro, og inden dagen var omme, fandt de en vinder, som kunne tage hjem med et gavekort på en rejse til Kreta.

Arrangørerne anslog efterfølgende, at omkring 2000 gæster besøgte Midtjyllands Lufthavn i løbet af dagen, og det vakte glæde hos lufthavnschefen.

- Vi er glade for, at der kom så mange. Vi havde forberedt os på at skabe plads til endnu flere, men det gjorde bare, at alle fik en god oplevelse, sagde Frans Bjørn-Thygesen.


Ordet er dit