Tip os log ind
  • 1/: Der var en rigtig messestemning i RemisenBrande. Blåhøj Biogas-standen var velbesøgt. Blandt andet fordi, man igennem forsøget kunne vinde en kop kakao. ?
    Foto: Mikkel Korsgaard Christensen
  • 1/: Emil og Kåre fra Store Nørd på DR kom forbi over middag og lavede forsøg til stor begejstring.
    Foto: Søren palmelund
  • 1/: Elever fra 0. klasse og op til gymnasiet har deltaget i Bæredygtig energi til livet.
    Foto: søren palmelund

Entreprenante elever foreslår luksushotel ved biogasanlæg

Projektet Bæredygtig energi til livet har kørt siden august og har nu haft et afsluttende event i RemisenBrande
21. april 2017, 13.45

ikast-brande - Velkommen til Blåhøj Biogas - mit navn er Malene, og her hos os kan I blandt meget andet vinde en kop varm kakao. Sådan lød det med et stort smil fra Malene Pedersen, som går i 5.x på Blåhøj Skole.

Hun har sammen med sin klasse siden sommerferien deltaget sammen med 900 elever fra Ikast-Brande Kommune i projektet Bæredygtig energi til livet, hvor en række lokale virksomheder har givet de respektive skoler en opgave, som eleverne har forsøgt at løse.

Torsdag formiddag viste de stolte elever deres opfindelser frem i RemisenBrande.

Bæredygtig energi til livet går på tværs af kommunegrænser i Region Midtjylland og handler om at fremme entreprenant opgaveløsning på alle klassetrin lige fra grundskole og op ungdomsuddannelserne.

Inspirationen til elevernes arbejde har de fundet i et opgavekatalog fra Bæredytig energi til livet, som er udgivet af cesso.dk, der også stod bag arrangementet i remisen.


Skolen ud i virkeligheden

Hele skoleåret har eleverne ideudviklet og har nu færdiggjort deres opfindelser, som blandt andet har til formål at give eleverne en praktisk forståelse af, hvordan de lokale virksomheder arbejder.

- Det har været fedt at arbejde entreprenant, og vi har forsøgt at komme med ideer til, hvordan Blåhøj Biogas kan genanvende overskydende biogas. Så vi har for eksempel foreslået dem at bygge et luksushotel tæt ved deres anlæg, forklarede Malene Pedersen på fornem vis.

Og netop det at arbejde entreprenant er ifølge formanden for Børne-og Undervisningsudvalget i Ikast-Brande Kommune, Simon Vanggaard (DF), en vigtig ting. Han holdt åbningstalen, hvor han blandt andet kom ind på vigtigheden af, at eleverne tidligt begynder at tænke entreprenant.

- Vi tror på, at vi kan få flere til at vælge eksempelvis en erhvervsuddannelse eller endda forsøge sig med egen virksomhed, hvis eleverne tidligt stifter bekendtskab med ideudvikling og entreprenørskab. Nogle ideer er skæve og vilde, men essensen er, at skolen kommer ud i virkeligheden og virkeligheden kommer ind i skolen, lød det fra udvalgsformanden.


En del af Off Road

Som formiddagen skred frem, ankom flere og flere busser med spændte elever. Nogle kom for at kigge på og blive inspireret, mens andre lidt smånervøst skulle fremvise deres eksperimenter og forsøg. Også Bakkehuset i Ikast havde været ude med en opgave, hvor eleverne blev bedt om at komme med løsningsforslag til kommende udfordringer - blandt andet hvad der skal til for, at unge ønsker at deltage i aktivt bestyrelsesarbejde.

Pia Stræde Palmelund er med i styregruppen bag cesso.dk samt direktør for remisen. Hun var naturligvis spændt på at se, hvad de mange måneders arbejde havde kastet af sig.

- Når man kigger rundt og ser, hvor engagerede eleverne er, så tegner det lovende. Jeg har også talt med et par lærere, som fortalte, at forløbet har været godt. Vi er glade for, at det kunne lade sig gøre, og at Ikast-Brande Kommune og Region Midtjylland har støttet op om projektet, forklarer direktøren og tilføjer, at denne del af udstillingen også er en del af Kulturfestivalen Off Road, og at Bæredygtig energi til livet er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

- Vi håber, at vi i fremtiden også kan lave noget lignende, forklarede hun.


Ordet er dit