Tip os log ind
En 21-årig mand er dræbt på Trehøjevej.
Foto: Tom Laursen

Ung mand dræbt efter kåd leg: Faldt af taget af kørende bil på Trehøjevej og blev ramt af modkørende

En 21-årig blev dræbt, efter at han faldt af taget på en kørende bil og blev ramt af en modkørende på Trehøjevej ved Ørnhøj
05. maj 2017, 08.06

Politi En skør idé om at ligge på taget af en bil i fuld fart har kostet en 21-årig mand livet, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Ulykken skete på Trehøjevej mellem Ørnhøj og Vildbjerg. Sent torsdag aften var han sammen med to andre unge mænd ude og køre. Den 21-årige og en anden 20-årig passager i bilen valgte at lægge sig oven på bilens tag.

- De to har angiveligt ment, at det var spændende at ligge på taget, mens bilen var i fart. Begge mænd faldt ned fra taget, men den 20-årige slap fra faldet med småskrammer. Den 21-årige døde på stedet. Vi havde forholdsvis hurtigt ambulance og lægehelikopter fremme, og de erklærede ham død på stedet, fortæller han.

Politiet har anholdt føreren af bilen, en 22-årig mand. Noget tyder på, at han har haft alkohol i blodet, mens han har ført bilen.

- Det har han selv fortalt os, og vi har sikret os en blodprøve. Han er fortsat i vores varetægt, og juristerne vil her til morgen kigge i lovbøgerne, siger Jens Claumarch og henviser til, at juristerne skal vurdere om der er grundlag for at fremstille ham i et grundlovsforhør med henblik på en varetægtsfængsling.

Vagtchefen fortæller, at der tidligere har været episoder, hvor folk har stillet sig på kørende tog, såkaldt train-surfing. Og at man i kådhed har forsøgt at stå i dørene mellem to biler.

Vagtchefen har dog aldrig hørt om en lignende episode som denne i sin politikreds, og han advarer naturligvis mod alle disse former for dødsensfarlig transport.

Politiet ønsker endnu ikke at offentliggøre navnet på den dræbte, men de pårørende er blevet underrettet.

Føreren af den modkørende bil var på vej hjem fra arbejde og havde ingen mulighed for at undgå den 21-årige.


Ordet er dit