Tip os log ind
  • 1/: En kvinde fra Eritrea fik god hjælp til den første cykeltur ?Privatfoto
  • 1/: Nils Clausen har specialdesignet denne gåcykel til voksne ?Privatfoto
  • 1/: Rawan ser på, mens hendes mand, Mohammed og Nils Clausen gør en cykel klar ?Privatfoto
  • 1/: De to initiativtagere, Josephine Bilkerdük og Karen Hebsgaard får en snak i skolegården ?Privatfoto
  • 1/: Rawan og Mohammed og deres to børn er ved at blive integreret i Ikast ?Privatfoto
  • 1/: Så lykkedes det - Rawan på cykeltur i skolegården ?Privatfoto

Rawan lærte at cykle

Flygtninge-kvinder fik tilbud om at lære at cykle
06. maj 2017, 08.41

IKAST Det er nøjagtig et år siden, at Røde Kors og andre lokale ildsjæle gennemførte det store folkemøde med fokus på at hjælpe og integrere de flygtninge, der var kommet og kommer til kommunen.

I dag - et år efter - har det stadig effekt, at en række ideer til integrations-tiltag kom på bordet ved en workshop på folkemødet.

En af de positive effekter kunne man opleve i Nordre Skoles skolegård lørdag formiddag. Rawan fra Syrien havde smilet fremme, da hun lidt usikkert, men uden at vælte, cyklede hen over pladsen.

Hendes mand Mohammed og de to børn fulgte med, mens mor lærte at cykle.

- Det er lidt svært, kunne Rawan fortælle på det spæde dansk, hun har lært, og hendes mand supplerede med at fortælle, at han både kunne cykle, køre taxa og bus - og at det var fint at hjælpe hustruen med at lære den tohjulede at kende.

Den syriske familie har boet i landet et lille års tid, og det er lykkedes for Mohammed at få arbejde efter en praktikperiode.


To ledere fik den samme ide

Men hvorfor cykelturen i Nordre Skoles gård?

Forklaringen skal findes hos to institutionsledere, Josephine Bilkerdük fra Vestbyens Børnehus og SFO-leder Karen Hebsgaard fra Nordre Skole.

De var begge med til Folkemødet og tilbød at lære flygtninge - især kvinderne der ofte aldrig har siddet på en cykel - at lære dem cykelkunsten.

- Kvinderne, der afleverer børn i institution eller skole, er ofte presset på tid, fordi de går rundt til alt og skal nå sprogskole, indkøb og lignende. Ved at lære dem at cykle, vil de få nemmere ved at komme omkring med børnene, fortæller Karen Hebsgaard.

Røde Kors' lokale integrationsfolk har siden maj sidste år holdt styr på de mange ideer, der dukkede op på folkemødet, og sat flere af dem i søen.

Et af dem var cykelkurset i lørdags, der også har fået relevans, fordi et par, Gerda Abildgaard og Nils Clausen, det sidste års tid har arbejdet med at indsamle og reparere brugte cykler, som sælges billigt til flygtninge.


Gåcykel og sandwiches

De to havde sørget for cykler og sandwiches til lørdagens undervisning, og Nils Clausen havde endda lavet en speciel »gå-cykel« uden pedaler og med et lavt sæde, så førstegangscyklisterne i lighed med børnenes gåcykler, kunne lære den svære balancegang.

Tredje part, der var med i projektet, var nogle IB-elever fra Ikast-Brande Gymnasium, der selv kommer fra udlandet og som var behjælpelig med både at skubbe cykler og tale sproget.

- Der kom ikke så mange, som ventet. Men vejret var heller ikke det bedste, fortæller Karen Hebsgaard.

Til gengæld fik man en spændende kobling mellem Røde Kors cykelprojekt og Vestbyens Børnehus kulturcafeer, hvor man jævnligt sætter et halvt hundrede flygtninge i stævne.

Nu vil man nemlig forsøge at bruge denne kulturcafe som udgangspunkt for den nødvendige cykelundervisning.

Jo folkemødet for et år siden sætter stadig spor ...




Ordet er dit