Tip os log ind
  • 1/: Årets kunstner bag julemærket, Linda Larsen, står her med sit julemærke-maleri, flankeret af fra venstre sine tre døtre, Smilla, Thilde og Puk Søgaard Larsen (FDF i Gludsted/Hampen), Henriette Danielsen og Lasse G. Rasmussen (KFUM-spejderne Ikast), præsident i klubben, Knud Poulsen, formand for julemærke-udvalget, Laurids Madsen og Emma Rosenkilde Ølsgaard, Malene Nørgaard samt Charlotte Lauridsen (DDS i Brande).
    Foto: Steen Hebsgaard
  • 1/: Linda Larsens maleri tager udgangspunkt i spejdernes og FDF'ernes udeliv med natur og bål.
    Foto: Steen Hebsgaard

Julemærke-salg går til 1000 børn og unge

Årets salg af julemærker fra Fonnesbæk Y's Men Club går til de 14 uniformerede korps i hele kommunen
24. oktober 2017, 16.41

IKAst-Brande Det kan godt være, at vi ikke længere sender mange julekort med julemærker på.

Men det kan man ikke »mærke« hos Fonnesbæk Y's Mens Club, der denne uge kunne løfte sløret for sin 12. udgave af julemærke-projektet. Et projekt som gennem årene har samlet 1,1 million kroner til velgørende formål i hele kommunen.

I år kunne formanden for julemærke-udvalget, Laurids Madsen, afsløre, dels at salget af julemærker går i gang lige om lidt, og dels at årets modtager af overskuddet vil være alle de uniformerede korps - spejdere og FDF'ere - i hele kommunen.

Det handler om henved 1000 børn og unge, der derved vil få glæde af salget, og man satser på at nå samme resultat som sidste år - omkring 100.000 kroner.

- Vi har en del trofaste sponsorer, der gør at trykningen af julemærkerne vores årskalender stort set er betalt, siger Laurids Madsen, der glæder sig over samarbejdet med Y's Men klubberne i Nørre Snede og Brande, som også hjælper med salget.


Støtter ungdomsarbejdet

Det samme gør en række spejdere og FDF'erne rundt omkring i kommunen, og de »tjener« dermed penge til spejderarbejdet. Ud over at Y's-mænnerne altså har besluttet - når julen er overstået og regnskabet er gjort op - at uddele overskuddet til de 14 korps i kommunen, fordelt efter antallet af medlemmer.

- En af klubbens formål er at støtte det lokale kirkelige ungdomsarbejde, som blandt andet udføres af KFUM og K, FDF, KFUM-spejderne, spejderkorps og De Grønne Pigespejdere. Så det passer jo fint med at årets hovedmodtager er alle de uniformerede korps i kommunen, siger klubbens præsident, Knud Poulsen.

Prisen for et ark med julemærker - samt en årskalender - er 30 kroner. Hvis man vil have et gaveark med beskrivelse af klubben er prisen 50 kroner.

Og som sagt - selv om antal julekort er stærkt faldende - lykkes det Fonnesbæk Y's Men at sælge mærket.

- Og det er nok ikke mindst fordi, man gerne vil støtte et godt formål, siger Laurids Madsen.


Mor, maler og FDF-leder

Årets julemærket et baseret på et værk af en lokal maler, Linda Larsen fra Hampen, der i øvrigt selv er FDF-leder i lokalområdet.

- Billedets titel er »Det gode lejrliv«. Jeg er inspireret af udeliv, skov og natur, bål, grønne spejdere og blå FDF'ere, der sidder og synger omkring lejrbålet, fortæller Linda Larsen, der sammen mand og tre døtre - der alle er FDF'ere - bor i en lille ejendom, og arbejder som graver ved Ejstrup og Gludsted kirker.

Hun er uddannet både bager og blomsterdekoratør, og i hendes stald på ejendommen har hun gennem 10 år kørt kurser i glaskunst og maleri.


Plads til alle

Lasse Greve Rasmussen er leder hos KFUM-spejderne i Ikast og siger:

- De uniformerede korps i kommunen dækker over fem forskellige foreninger. Fælles for dem alle er, at vi brænder for at gøre en forskel for børn og unge. Med friluftsliv som ramme skaber vi fællesskaber, der styrker den enkelte, så vi udvikler os til at tage ansvar, både for os selv og for det samfund, vi lever i. Der er plads til alle hos os.

De uniformerede korps dækker over følgende:

FDF i Ikast, Bording, Isenvad, Brande, Nørre Snede, Klovborg og Hampen-Gludsted.

KFUM-spejderne i Engesvang, Ejstrupholm og Ikast.

De Grønne Pigespejdere i Isenvad og Bording.

Det Danske Spejderkorps i Brande.

Royal Rangers i Blåhøj.


Ordet er dit