Tip os log ind
  • 1/: Fra venstre ses borgmester Carsten Kissmeyer (V), borgmesterkandidat Ib Boye Lauritsen, statsminister Lars Løkke Rasmussen, kommunaldirektør Henning Hansen og regionsdirektør hos Elitemiljø Annette Vindstrup.
    Foto: Flemming Hansen
  • 1/: Centerleder Dorthe Jensen viste statsministeren rundt på stedet.
    Foto: Flemming Hansen
  • 1/: Line Skaanning Nielsen (t.h.) har været igennem træningsforløbet og er nu i et fast fuldtidsjob
    Foto: Kerstine Andersen
  • 1/: Statsminister Lars Løkke Rasmussen.
    Foto: Flemming hansen
  • 1/: Statsminister Lars Løkke Rasmussen.
    Foto: Flemming hansen

Prisvindende virksomhed fik statsministerbesøg

Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte Elite Miljøs træningscenter i Ikast
09. november 2017, 13.54

Ikast Med kun få minutters forsinkelse trillede statsministerbilen ind på den grusbelagte parkeringsplads foran Elite Miljøs lokaler i Ikast.

Her var både borgmester Carsten Kissmeyer (V), Venstres borgmesterkandidat Ib Lauritsen, kommunaldirektør Henning Hansen samt flere fra EliteMiljø og Ramsdal Gruppen klar til at modtage statsministeren.

EliteMiljø, Ramsdal Gruppen og Ikast-Brande Kommune er parterne i det beskæftigelsesprojekt, som Lars Løkke Rasmussen var kommet for at høre om i en times tid.


Nysgerrig statsminister

Med direkte skridt og et fast blik, steg han ud af bilen, inden der blev givet hånd hele vejen rundt.

Regionsdirektør i Elitemiljø, Annette Vindstrup Jensen, kunne efterfølgende byde velkommen og inviterede statsministeren ind til en præsentation af projektet.

Her blev der fortalt om det Offentligt Private Innovationssamarbejde (OPI), hvor langtidsledige kommer i jobtræning og efterfølgende kan se frem til et fast job.

Det var en nysgerrig og interesseret statsminister, som i løbet af præsentationen stillede mange spørgsmål til folkene bag projektet - blandt andet om, hvem det er, der bliver taget ind i beskæftigelsesprojektet.

- Vi er i fællesskab enige om, at vi tager dem, der har de svageste jobforudsætninger, og det er dem, der har været ledige i mange år og har nogle komplekse udfordringer i forhold til job, blev det efterfølgende forklaret, inden turen gik rundt i lokalerne, hvor Centerleder Dorthe Jensen viste rundt.


En erfaren »buddy«

En samtale ved et kaffebord med to af de deltagere i træningscenteret, som nu er i fast job, var også på programmet.

Med ved bordet var også deres »buddy«, som er en erfaren medarbejder de kan støtte sig op ad undervejs.

To af de der har været gennem træningforløbet og nu er i fast job, kunne fortælle om processen fra et liv på offentlige ydelser til et liv med fuldtidsjob.

Ved en efterfølgende fotoseance med Lars Løkke Rasmussen og de to lokale spidskandidater for Venstre til henholdsvis Regionsrådsvalget og byrådsvalget, blev der efterfølgende joket lidt med, at Carsten Kissmeyer var Ib Lauritsens buddy - til stor morskab for de, der stod omkring.

Efter omtrent en times tid på stedet var det en positivt overrasket statsminister, der kunne gå ud af døren på Merkurvej i Ikast.

- Det viser jo, at folk, der har siddet og visnet hen i kontanthjælpen en lang årrække, godt kan komme op på egne ben, hvis man giver dem det rigtige skub. Jeg synes, det er enormt livsbekræftende at komme herud og se, at det godt kan lade sig gøre, fortalte Lars Løkke Rasmussen efterfølgende til Herning Folkeblad.


En kommune til inspiration

Derudover havde han også en god portion ros til Ikast-Brande Kommune.

- Jeg er stolt over at komme her i en Venstreledet kommune, som på rigtig mange parametre gør det rigtig godt. Det er en enormt erhvervsvenlig kommune med et meget klart syn på, at det med selvforsørgelse er en vigtig ting. Det kan mange kommuner lade sig inspirere af, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Inden den travle statsminister skulle ud i ministerbilen og videre til næste by, kom det ham for øre, at EliteMiljø lige havde vundet en pris.

Dagen før havde de fået overrakt CSR People Prize 2017 af H.K.H. Prins Joachim ved konferencen »Grib Verdensmålene«. Derfor måtte statsministeren lige blive et par minutter ekstra for også at høre de stolte prisvindere fortælle om det.


Ordet er dit