Tip os log ind
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg besøgte Kærshovedgård få dage efter, byretsdommen var afsagt. I en aktuel kommentar til dommen udtrykte Inger Støjberg håb om, at anklagemyndigheden ville kigge på sagen igen og eventuelt anke den.
Foto: Tom Laursen

Omstridt byrets-dom ankes ikke: Kærshovedgård er fortid for Sharvin Shojaie

Sagen om beboer på tålt ophold, der har overtrådt opholds- og meldepligt på Udrejsecentret, bliver ikke anket til landsretten
30. januar 2018, 09.24

Kærshovedgård-Viborg 33-årige Sharvin Shojaie, der er på tålt ophold i Danmark, kan nu vende ryggen til Kærshovedgård. Han behøver ikke længere bekymre sig om de mange pligter, beboerne på Udrejsecentret er underlagt.

Byrettens dom fra 11. januar, der frifandt ham for overtrædelser af opholds- og meldepligter, bliver ikke anket. Det har Statsadvokaten i Viborg besluttet.


Snorlige dom

- Dommen var snorlige i tråd med retspraksis. Det er glædeligt, at hverken domstole eller anklagemyndighed ligger under for politisk pres. Og glædeligt at vi, trods politisk pres, stadig lever i et retssamfund, siger advokat Jakob Fastrup, Midtadvokaterne i Ikast, der var forsvarer for Sharvin Shojaie ved Retten i Herning.

Presset, Jakob Fastrup refererer til, er blandt andet en udtalelse fra udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg (V), der faldt, da hun mandag 15. januar besøgte Kærshovedgård. Her sagde hun følgende om byrettens dom:

- Jeg er mildt sagt overrasket over den dom. Det er noget, der skal kigges på af anklagemyndigheden, om den kan ankes. Vi ønsker det stærkest mulige regime. Vi kan ikke være tjent med at de lade de mennesker rende rundt i Danmark.


Politisk pres

De to politiske ordførere for henholdsvis Socialdemokratiet Mattias Tesfaye og Dansk Folkeparti Martin Henriksen var heller ikke tilfredse med byrettens dom.

»I en tv- udsendelse forsøger de at lægge et massivt pres på domstolene og antyder, at byretten i Herning tilsyneladende ikke har fattet meningen, når de kan dømme, som der blev i torsdags. Faktum er, at dommen fra i torsdags ikke har noget som helst med den omtalte stramning, som de refererer til at gøre«, udtalte Jakob Fastrup til Mediehuset Ikast-Brande.

Domsmandsretten begrundede frifindelsen med, at Sharvin Shojaie havde været på opholds- og meldepligt i mere end fire år, og at det var ude af proportioner med hans samlede situation.

Dermed bortfaldt grundlaget for at straffe, mente byretten. Og den vurdering er senioranklager hos Statsadvokaten i Viborg, Annette Wolf Pedersen, enig i.

- På den baggrund har vi vurderet, at der ikke er grundlag for at anke dommen - fordi vi ikke forventer, at den vil få et andet resultat i landsretten, siger hun til dr.dk.


Ordet er dit



Mere Ikast