Tip os log ind

Dødsfald i Bording

Ann Overby er død - 60 år gammel
24. marts 2018, 08.49

NEKROLOG Ann Overby, Bording, er død. Hun blev 60 år.

Ann Overby døde tirsdag efter et langt sygdomsforløb, der langsomt sugede livet ud af den ellers glade kvinde.

Hun var oprindelige fra Esbjerg men mødte i 1974 sin mand Jørgen Overby fra Bording på Egå Ungdomshøjskole.

Efter højskoleopholdet flyttede hun til Oslo, hvor hun var hushjælp - men brevkorrespondancen til Danmark var varm og glødende, og i 1975 flyttede hun ind hos Jørgen, der i mellemtiden var flyttet til Hørsholm.

Der blev en stilling ledig som køkkenleder, og kendetegnende for Ann - så kunne ingen opgaver være så store, at de ikke skulle udfordres. Og hun gjorde det rigtig godt. Hun var en ørn i køkkenet

Parret flyttede tilbage Jylland og bosatte sig i Bording, hvor Ann blev beskæftiget i tekstilindustrien, indtil hun tog en uddannelse som teknisk tegner.

Hun fik praktikplads og senere fast stilling hos Bording Maskinfabrik, hvor hun tegnede vandingsmaskiner. Hun var værdsat for sin akkuratesse for som i alt, hvad hun foretog sig, så holdt hun fast ved det, hendes mor havde lært hende:

Alle kan se resultatet, men ingen hvor længe du har været om at nå til resultatet.

Da de to børn meldte sig, tog familien en drastisk beslutning om at stå af ræset, og flyttede til Narvik i Norge, hvor der var tid til også at dyrke familielivet og den vilde natur. Ann var en passioneret lystfisker og havde både lysten, talentet og tålmodigheden til at få de gode fisk på krogen.

I 2004 kom de første tegn på, at noget var helt galt, og Ann Overby måtte med sorg acceptere, at hun var ramt af Alzheimers. En sygdom hun alt for godt kendte konsekvensen af. Hun vidste al for godt, hvordan livet ville forme sig. Hun havde set sin mor, sin far og sin farmor være gennem samme modbydelige sygdomsforløb.

I 13 år kæmpede hun med sygdommen, og boede de sidste år af sit liv på Højris Plejehjem, hvor hun fik den pleje, som sygdommen krævede.

Hun nåede at få glæde af sine kreative evner og malede - gerne i mange farverige nuancer, og blev glad og stolt når malerierne blev solgt.

Blandt andet til direktionsgangen hos Lundbeck. Med billederne fik hun skabt sig et eftermæle - noget som hun var stolt over og ville blive husket for.

For hun fik ret. Hun nåede aldrig at opleve og få glæde af livets flødeskum/sine børnebørn, som hun efterlader sammen med sin mand Jørgen og deres to børn, Rasmus og Sara.


Ordet er dit



Mere Navne