Tip os
Det er nu, man skal sende en ansøgning ind, hvis man mener, at man bor i byen, der skal være Årets Landsby 2018. ?
Foto: Pr-foto

Bor du i Årets Landsby 2018?

25. marts 2018, 08.02

IKAST-BRANDE Borgere og foreninger i landdistrikterne skal til at spidse blyanten, hvis de vil nominere et lokalsamfund til prisen som Årets Landsby.

Temaet er »Den samarbejdende landsby« og fokus er blandt andet på bosætning og arbejdspladser.

Der skal noget meget mere afgørende til end et nyt shelter, byporte, legeplads eller en ny skulptur for at skabe øget bosætning og flere arbejdspladser i landsbyerne. Ildsjæle, samarbejde og konkrete resultater kendetegner det lokalsamfund, der ender med at løbe med prisen som Årets Landsby 2018, fortæller formanden for bedømmelseskomiteen, Carsten Hansen, der er tidligere minister for by-, bolig og landdistrikter.

- Når vi i år sætter fokus på de konkrete resultater af ildsjælenes engagement, er det i erkendelsen af, at landsbyerne ikke kan sidde og vente på udviklingen, men i høj grad må skabe den selv. Derfor kigger vi særligt efter landsbyer, der gennem samarbejde og idérigdom har formået ikke bare at trække tilflyttere til byen, men faktisk også har skabt job til dem, siger Carsten Hansen.

Prisen uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit.

For at komme i betragtning, skal der er være tale om en landsby med under 2000 indbyggere, der har en udviklingsplan og er organiseret med et lokalråd eller lignende.

I 2017 gik Årets Landsby, der var fokuseret på digitalisering, til den vestsjællandske landsby Vallekilde. Her tog borgerne den digitale udvikling i egne hænder. De havde blandt andet etableret en interaktiv plakatsøjle, muliggjort betaling med mobilepay i bylauget og lavet en virtuel Grejbank, hvor borgerne delte alt fra tværfløjter til lift med hinanden.


Ordet er dit



Mere Ikast-Brande