Tip os
Fra venstre Sanne Staal Bendtsen, Lisbeth Jensen, Dorte Høgh Poulsen, Lone Vindum Jacobsen og Niels Otto Søndertoft Hansen med malerier fra udstillerne. På billedet mangler Helene Bundgaard Hansen og Marie Rosenlund.
Foto: Steen Hebsgaard

Humor og malerier gennem 29 år

Gruppen Herika åbner en ny udstilling i weekenden
05. april 2018, 13.52

IKASt Humor, latter og en fælles interesse for at male.

Det er det kit, der holder sammen på maler-gruppen Herika, der i weekenden åbner endnu en udstilling i Danspins lokaler på Jupitervej 9 i Ikast.

Det er 29. gang, gruppen udstiller, og det gør den - fordi det er sjovt.

- Og fordi vi ikke kan undvære hinanden, lyder det i udstillingslokalerne, der i disse dage er ved at blive fyldt op med cirka 60 forskellige værker.


Mødes hver 14. dag

Det er stort set de samme malere genne alle år, som mødes hver 14. dag for at male - og snakke og grine - og ind i mellem også deltage i hinandens familiefester.

Så godt har de lært hinanden at kende.

I år er det for første gang uden Herikas nestor, Erik Jacobsen, der er gået på »pension« efter at have lagt hus til de jævnlige malermøder.


Niels Otto's gildesal

- Nu er det i min gildesal i en tidligere kostald ved Isenvad, hvor vi mødes, fortæller Niels Otto Søndertoft Hansen, der pt. er ene hane i kurven med alle »hønerne«.

Det har han det sådan set fint med - men Herika vil ikke udelukke, at der kan komme nye til.

- Vi er ligeglade med, om det er mænd eller kvinder - bare man kan lide at male, siger Lone Vindum Jacobsen, der i år har taget en række nye collager med akrylfarver med. Der er eksperimenteret lidt mere end normalt - og udklippene stammer fra reklameblade, bøger, boligblade og historie tidsskrifter.

- Det er meget spændende at arbejde med, siger Lone Jacobsen.


Inspireret af Grønland

Niels Otto Søndertoft er kendt som landskabsmaler, men har udvidet sin horisont efter et besøg på Grønland, hvor en søn og svigerdatter bor.

- Det var fantastisk at opleve Grønlands lys, sigtbarhed og de flotte isbjerge. Det har inspireret mig meget, siger han.


Hælde-teknikken

Sanne Staal Bendtsen er også røget med på den eksperimentelle vogn, som kendetegner dette års udstilling. Hun har udviklet en hælde-teknik, hvor man arbejder med maling og silicone - og opnår et ganske interessant ekspressionistisk udtryk.

- Det er vildt sjovt at arbejde med, og det er det, der driver mig, siger hun.

Lisbeth Jensen er i år mere vovsom i sine malerier med en spartelteknik og mange farver som fællesnævner.

- Man skal jo forny sig, siger den meget produktive maler.


Herika fornyr sig

Dorte Høgh Poulsen møder med en spændende blanding af enkle tuschtegninger, og eksperimenter med akrylfarver.

I det hele taget virker det som om Herika har brugt de fælles timer på andet end at drikke kaffe og have det hyggeligt sammen - alle har på en eller anden måde turdet bevæge sig ud af nye baner.

Helene Bundgaard Hansen, der selv er jæger, har en række akvareller med naturmotiver med.

Og Marie Rosenlund har skabt spændende værker ved brug af vægmalings-rester og en speciel pusteteknik.

Så selv om kaffen og småkagerne er på bordet lørdag og søndag, er der altså også god grund til at studere de mange forskellige værker, som er produktet af mange timer i værkstedet.


Next generation

Udstillingen former sig i øvrigt som et arbejdende værksted, og desuden kan man opleve »Next generation«, som er børn fra Herika's malergruppe, der får mulighed for at vise deres arbejde med malerier.

Som lidt ekstra garniture har man desuden fået en aftale med to gæsteudstillere.

Karen Kristensen udstiller smykker, mens hendes mand, Leif Kristensen, udstiller træfigurer.


Ordet er dit