Tip os log ind
  • 1/: Indehaver Per Jensen besluttede for en håndfuld år siden, at virksomhedens sommerfest skulle være til Ikast Musikliv - det er der altid stor opbakning til fra de 22 kollegaer.
    Foto: Tom Laursen
  • 1/: René Jørgensen har arbejdet for AP Auto- og Maskinværksted i 17 år. Han er Ikast-mand så det basker. Han har aldrig boet mere end fem kilometer fra bymidten, og han er stolt af, at virksomheden gør noget ud af at tage til Ikast Musikliv. - Vi er jo nogle, der har kommet til festivalen alle år, den har været der, griner han og tilføjer: - Det er en god firmatur, hvor vi sagtens kan slå os løs og give den gas til alt musikken. ?
    Foto: Tom Laursen

Firmaturen går til Ikast Musikliv

AP Auto- og Maskinværksted vil det lokale, derfor er de sponsor for Musikliv, som hvert år danner rammen om firmaets sommerfest
13. juni 2018, 19.59

Ikast Der er fuld gang i den på værkstedet, hvor både auto- og traktormekanikere er i gang med at ordne både landbrugsmaskiner og biler. Humøret er højt, og lur mig om ikke humøret er endnu højere i næste weekend, for der er alle 22 ansatte ved AP Auto- og Maskinværksted inviteret til sommerfest - som igen i år er en tur til Ikast Musikliv.

Virksomheden har de senere år nemlig været storsponsor for den lokale festival og har lavet et personalearrangement ud af det.

- Vi vil gerne støtte et godt formål, og så har vi jo lavet en hel tradition ud af det, forklarer indehaver af værkstedet, Per Jensen.


Lærer folk at kende

For ham er det mere end bare en sommerfest, det er også en mulighed for at være med til at støtte det lokale - og så er der selvfølgelig noget reklameværdi i det. Per Jensen er egentlig ikke den store koncertgænger, men netop Ikast Musikliv, vil han gerne til.

- Det giver noget samvær og noget nærvær til andre mennesker i lokalmiljøet, og så er det jo en god indgangsvinkel til at lære andre at kende. Jeg er aldrig selv kommet så meget inde i byen i Ikast, forklarer han.

I år er der 20 medarbejdere, der med ægtefæller og kærester skal af sted til byens festival.

- Det styrker fællesskabet og jeg fornemmer at mange ægtefæller også glæder sig til den årlige sommerfest under Ikast Musikliv, siger Per Jensen.


Det skal fungere

Men noget truer den årlige sommerfest. For nylig bragte Folkebladet en artikel, hvori det fremgik at antallet af gæster til Ikast Musikliv har været faldende, og at festivalen de senere år har brugt af det økonomiske overskud, der var. Måske lever festivalen på talte dage, hvis ikke der bliver en bedre opbakning.

- Jeg ville da være ked af det, hvis ikke Ikast Musikliv fortsætter. Uden den er der ikke mange andre arrangementer, der er for alle i Ikast og omegn. Jeg synes, det er forkert, hvis en by af Ikasts størrelse ikke kan have sådan et arrangement. Det skal bare fungere - og hvis det hjælper, er jeg ikke bleg for selv at give en hånd med næste år, siger Per Jensen.


Ordet er dit